Parkering - Regionshospitalet Viborg 1040x680.jpg

21-05-2019

Regionshospitalet Viborg indfører ændringer i parkeringsforholdene den 22. maj 2019. Ændringerne træder i kraft i forbindelse med åbningen af hovedindgangen i det nye akutcenter.

Hospitalets hovedfærdselsåre ændrer sig, når den nye hovedindgang åbner, og patienter og pårørende begynder at bruge den. Derfor bliver hospitalets parkeringsforhold ændret.

Parkering for patienter og pårørende

Hovedreglen er, at patienter og pårørende fra den 22. maj frit må parkere på hospitalets parkeringspladser i en time ad gangen. Hvis de skal parkere i længere tid end en time, skal de registrere deres bil i den afdeling på hospitalet, de har ærinde. Patienter og pårørende skal dog altid følge de regler, der står på skiltene ved den plads, hvor de parkerer. Det er fortsat gratis for patienter og pårørende at parkere på hospitalet.

Hospitalets parkeringshus (P4) indeholder størstedelen af hospitalets parkeringspladser og ligger lige ved den nye hovedindgang. Parkeringskælderen (P3) ved den gamle hovedindgang indeholder næst flest parkeringspladser. Begge steder gælder reglen om, at patienter og pårørende frit må parkere i op til en time, og efter den time skal de oprette en parkeringstilladelse i den afdeling, de har ærinde.

Parkeringspladserne lige foran døren ved den nye hovedindgang (P2) afviger fra de øvrige parkeringsregler, da de udelukkende er til af- og pålæsning, så her er det kun tilladt at holde i 15 minutter. Dette står tydeligt på skilte på parkeringspladsen P2.

Der er opsat nye skilte på alle hospitalets parkeringspladser, der forklarer reglerne for parkering for patienter og pårørende på de pågældende pladser.

Se yderligere info om parkering for patienter og pårørende på hjemmesiden.

Parkering for ansatte

Der sker også ændringer i parkeringsforholdene for ansatte på Regionshospitalet Viborg fra den 22. maj. Ansatte må i fremtiden parkere følgende steder:

  • Parkeringskælderen (P3) på dæk 0 og 1
  • Parkeringshuset (P4) på alle dæk undtagen dæk 4 og 5
    (pladserne på dæk 4 og 5 i P4 er udelukkende til patienter og pårørende, der på den måde får direkte adgang til hospitalet via gangbroen på dæk 4)
  • Regionens midlertidige parkeringspladser på Brøndumsvej

Der er ingen ændringer i forhold til, hvor medarbejdere i aften-, natte- og weekendvagt må parkere.

Ansatte skal fortsat have en gyldig elektronisk parkeringstilladelse for at parkere på hospitalet. De nuværende parkeringstilladelser er stadig gyldige med indførelsen af ændringerne.

Se yderligere info om parkering for ansatte på intranettet.