En målrettet og struktureret indsats med at forbedre forflytningskulturen har resulteret i et stort løft for arbejdsmiljøet og for patientsikkerheden.

11-03-2019

170909-Projekt-N09_DSC2529_korr_1040x680.jpg

Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

Neurologisk Afsnit på Regionshospitalet Viborg er blandt de nominerede til Arbejdsmiljøprisen 2019. Det har Arbejdsmiljørådet netop offentliggjort. Nomineringen sker på baggrund af afsnittets indsats med at skabe de bedste betingelser for, at personalet kan udføre patient-forflytninger uden risiko for at blive ramt af arbejdsulykker og nedslidning.

Neurologisk Afsnit behandler patienter med svære og komplekse neurologiske lidelser, fx sklerose, parkinsons sygdom og komplikationer efter hjerneblødning eller blodprop i hjernen. Mange af afsnittets patienter har behov for hjælp til forflytning.

Viden om og brug af hjælpemidler til forflytning

Neurologisk Afsnit har i den målrettede og strukturerede indsats investeret i medarbejdernes teoretiske og praktiske viden om forflytninger med afsæt i en risikovurdering af de hyppigst udførte forflytninger i afsnittet; indkøbt nye forflytningshjælpemidler tilpasset afsnittets behov og sikret, at hjælpemidlerne er let tilgængelige i afsnittet. Afsnittets forflytningsvejledere, hospitalets forflytningsinstruktører og afsnittets ledelse har været primusmotorer på udviklingen, der har givet forflytningskulturen et stort løft. Særskilt instruktion af nyansatte og et årligt brushup-kursus af en halv dags varighed for plejepersonalet sikrer et ensartet, højt vidensniveau.

Også Region Midtjyllands Koncern HR, Fysisk Arbejdsmiljø, har bakket op om indsatsen.
En cost-benefit-analyse derfra viser et lille plus på "regnskabet". Udgifterne til indkøb og indretning af faciliteter til opbevaring af hjælpemidler samt undervisning med mere vejes op af sparet tid ved brug af forflytningshjælpemidler, lettere tilgængelige hjælpemidler, et fald i forflytningsrelateret sygefravær samt færre trykskader hos patienterne.

Selvom indsatsen primært har fokuseret på arbejdsmiljøet, har den også været en gevinst for patienterne. Brug af hjælpemidler er også en sikkerhed for, at der ikke tilstøder patienten noget utilsigtet under forflytningen. Desuden bidrager konsekvent brug af hjælpemidler til gode patientforløb.

Kåring 8. april

Årets arbejdsmiljøpris har siden 2006 været Arbejdsmiljørådets anerkendelse til arbejdspladser, der har arbejdet ambitiøst og med gode resultater for at inddrage hele arbejdspladsen i at sikre en fælles forankring af et bedre arbejdsmiljø.

Egentlig består årets arbejdsmiljøpris af fire priser. For der er fire kategorier, som har hver sin pris. Kategorierne er ”Arbejdsulykker”, ”Psykisk arbejdsmiljø”, ”Unges og nyansattes arbejdsmiljø” og ”Muskel- og skeletbesvær (ergonomi)”. Det er i den sidstnævnte kategori, Neurologisk Afsnit er nomineret. I alt er der nomineret 12 projekter – 3 i hver kategori.

De 12 nominerede præsenterer deres projekt på Arbejdsmiljørådets temadag i København 8. april. De fire prisvindere kåres som afslutning på dagen.

Hospitalsenhed Midt har omtalt starten på Neurologisk Afsnits arbejde med at forbedre forflytningskulturen i en artikel på hjemmesiden 2. november 2017.