190411 Foto til presseomtale af bog Karen Gaarn og Peter Iversen_DSC4341_1040px.jpg

Forfatter og historiker Peter H. Iversen står her sammen med afdelingssygeplejerske Karen Gaarn-Larsen med det første trykte eksemplar af bogen, der netop er kommet fra tryk. Karen Gaarn-Larsen har fulgt tilblivelsen af bogen på nærmeste hold, da hun har været en del af en følgegruppe, der har bidraget til den store research. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsend Midt. 

12-04-2019

Viborg Sygehus’ historie fra den spæde start i 1889 til 2011 kommer nu i bogform. Det er historien om et lille sygehus med vokseværk, der ender som regionshospital. Det er også historien om, hvordan både samfund, fag og politik påvirker institutionens historie.

Der er udgivet rigtig mange bøger om Viborgs institutioner og foreninger igennem tiden. Til gengæld er der ikke skrevet mange værker om Viborg Sygehus, som i dag er byens største arbejdsplads. Det bliver der nu rådet bod på.

Fredag den 12. april præsenterer Regionshospitalet Viborg og Viborg Museum sammen en helt ny bog om Viborg Sygehus’ spændende historie fra 1889-2011. Bogen favner udviklingen fra et lille sygehus med meget få ansatte, der behandlede langtidsindlagte patienter, til i dag, hvor 2500 ansatte har deres daglige gang i huset, og cirka 90.000 patienter bliver behandlet hvert år.

190411 Foto til presseomtale af bog Karen Gaarn og Peter Iversen_DSC4279_1040px.jpg

Peter H. Iversen viser bogen frem og øser ud af de mange sjove og skæve historier, som han fandt frem til i den store research, der ligger bag bogen. 

Glæde over ny bog

Bogen er et stykke institutionshistorie, der handler om, hvordan et lille, lokalt amtssygehus blev til et veldrevet regionshospital og en vigtig brik i et moderne sundhedsvæsen. Både medarbejdere og ledelse ved Regionshospitalet Viborg glæder sig over, at historien om deres fælles arbejdsplads nu er blevet til en bog.

"Vi har glædet os til at stå med den færdige bog i hånden og kan nu med stor begejstring gå i gang med at læse historien om vores arbejdsplads. Det er ingen hemmelighed, at hospitalet igennem tiden har oplevet lidt af hvert og indimellem også politisk stormvejr. Men én ting har altid kendetegnet hospitalet, og det er en stærk faglighed og vilje til altid at sikre de bedst mulige forløb for patienterne", siger Thomas Balle Kristensen, hospitalsdirektør på Hospitalsenhed Midt, som Regionshospitalet Viborg i dag er en del af.

Bogen er skrevet af Peter H. Iversen, som er museumsinspektør for nyere tid på Viborg Museum. Den bygger på et omfattende kildemateriale og bliver udgivet af Viborg Museum som en del af bogserien ”Viborgstudier”.

”Sygehusvæsenet har i det 20. århundrede udviklet sig til at være en grundpille i det danske velfærdssamfund. Sygehuset i Viborg har haft en central rolle i den udvikling. Derudover er Regionshospitalet Viborg i dag byens største arbejdsplads. Derfor giver det god mening, at vi i vores bogserie ”Viborgstudier” kaster lys over netop sygehusets historie”, udtaler Brian Wiborg, museumschef på Viborg Museum.

190411 Foto til presseomtale af bog Karen Gaarn og Peter Iversen_DSC4297_1040px.jpg

Afdelingssygeplejerske Karen Gaarn-Larsen fortæller her anekdoter fra hospitalets historie til forfatter og historiker Peter H. Iversen. 

Har oplevet udviklingen

Karen Gaarn-Larsen har været sygeplejerske i 41 år. Hun har været med i den følgegruppe, der har ydet bidrag til bogen. I 1989 blev hun afdelingssygeplejerske på Viborg Sygehus og har mærket på egen krop, hvordan arbejdet på sygehuset har forandret sig over tid.

”Hierarkiet på sygehuset har ændret sig markant. Dengang i slutningen af 70’erne brugte vi høflig tiltaleform, og vi havde den dybeste respekt for de øverst rangerende læger og sygeplejersker. I dag er tonen mere let, vi arbejder mere på tværs af fagene, og sygeplejersker har også mulighed for at forske. Det ville have været uhørt, da jeg startede i faget, udtaler sygeplejerske Karen Gaarn-Larsen fra Regionshospitalet Viborg.

Bogreception

Bogen “Det midtjyske Rigshospital” bliver præsenteret til en bogreception fredag den 12. april. Der vil være taler af hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen, museumschef Brian Wiborg, tidligere regionsrådsformand Bent Hansen, fællestillidsrepræsentant og sygeplejerske Helle Balling Engelsen og forfatter Peter H. Iversen. På dagen vil det være muligt at købe bogen.