05-01-2024

Efter to atypiske døgn har Hospitalsenhed Midt nu afblæst sit beredskab og vender tilbage til normal drift på alle hospitaler.

Trafikproblemerne er nu lettet, hvilket hjælper patienttransporten. Derfor går hospitalerne i Viborg og Silkeborg fredag eftermiddag tilbage til normal drift.

- Vi kan se, at vi igen har et nogenlunde normalt flow af patienter ind og ud af vores hospitaler, og vi får medicin, linned og varer leveret som vanligt. Personalet kan for de flest vedkommende møde på arbejde og komme hjem igen. Der vil fortsat kunne være lidt trafikale udfordringer og forsinkelser, men i det store og hele er vi tilbage ved noget, der nærmer sig normalen. Dermed er der ikke længere grund til at opretholde beredskabet, siger lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen.

Hospitalsenhed Midts beredskab blev aktiveret onsdag, da sne og ufarbare veje gjorde det svært at få alle færdigbehandlede patienter udskrevet og hjemsendt og få medarbejdere til og fra arbejde. For at sikre tilstrækkelig kapacitet til akutte patienter, kræftpatienter og patienter i risiko for at miste liv eller førlighed, valgte Hospitalsenhed Midt at aflyse en stor del af de planlagte aktiviteter i Viborg og Silkeborg torsdag og fredag.

Med afmeldingen af beredskabet overgår begge hospitaler nu til vanlig drift, og der forventes ikke at være behov for at aflyse yderligere undersøgelser og behandlinger. Patienter, som af trafikale eller andre årsager ikke kan møde som aftalt på hospitalet de kommende dage, skal derfor, som altid, huske for at få meldt afbud til den klinik eller det afsnit, hvor de har tid.

- Jeg vil gerne sende en stor tak til alle vores medarbejdere, som har vist stor fleksibilitet og vilje til at samarbejde og finde hurtige og gode løsninger i en uvant situation. Samtidig vil jeg sige tak til vores patienter og pårørende, som har vist stor forståelse for situationen og de udfordringer, den har skabt, siger lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen.