03-01-2024

Onsdagens snestorm påvirker hospitalsdriften på Hospitalsenhed Midts hospitaler i Viborg og Silkeborg. Al planlagt aktivitet, som ikke vedrører kræft eller har betydning for liv og førlighed, aflyses torsdag for at sikre kapacitet til akutte patienter.

Sne og voldsom blæst har lagt sig over det midtjyske landskab og gjort det vanskeligt at komme til og fra Hospitalsenhed Midts hospitaler. Det betyder blandt andet, at hospitalerne har flere færdigbehandlede patienter, som ikke kan blive udskrevet og hjemsendt som planlagt, og med udsigt til endnu et døgn med vejr- og trafikmæssige udfordringer har hospitalsenheden derfor set sig nødsaget til at aflyse en række planlagte undersøgelser og behandlinger i Viborg og Silkeborg torsdag den 4. januar.

- Vi følger situationen nøje og alle vores afdelinger og centre er i fuld gang med at sikre, at vi har plads til alle patienter, som ikke har mulighed for at komme hjem som planlagt. Samtidig har vi set os nødsagede til at aflyse en stor del af vores planlagte aktiviteter for i morgen, torsdag. Det gør vi for at sikre, at vi har de sengepladser og den kapacitet, der skal til, for at vi kan tage imod og behandle alle akutte patienter, siger lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen.

Alle berørte patienter bliver kontaktet direkte af de respektive afdelinger og centre. Al akut aktivitet fortsætter som planlagt, ligesom aktiviteter vedrørende kræft eller med betydning for liv og førlighed gennemføres som planlagt.