28. marts 2022
Kære patient i Søvnklinikken i Silkeborg
Antallet af patienter med tilknytning til Søvnklinikken stiger støt. De seneste mange måneder med corona-bølger, sygeplejerskestrejke, apparaturudfordringer og forsyningssvigt har tvunget os til at løse vores opgaver på nye måder.
Den gode nyhed i den forbindelse er, at vi har fået stor viden om andre måder at gribe tingene an på, og den erfaring skal nu komme vores patienter til gode. Du vil derfor opleve ændringer fremover.
Ventetiderne er steget markant. Det er ikke tilfredsstillende for hverken patienter eller os. Flere patienter har meget begrænset behov for vores hjælp. Den skal til gengæld gerne være tilgængelig, når behovet opstår. Andre patienter har stor glæde af og behov for tættere kontakt til os. Vi styrker derfor fremover vores individuelle tilbud til patienterne.
Behovet for information og bistand varierer meget. Nogle færdes med lethed på hjemmesider, apps og teknologiske løsninger, mens det volder andre mere besvær. Vi gør os umage for at komme alle patienter i møde, og vi forsøger at hjælpe dig til at forstå og få styr på din søvnlidelse og behandlingen af den med afsæt i dine ønsker. Vores mål er at hjælpe dig til at kunne hjælpe dig selv.
Hvad ændrer vi?
Vi skræddersyer fremover dit forløb hos os. Ikke alle har samme ønsker, muligheder eller behov. Det vil vi gerne komme i møde, og det betyder:
- At AmbuFlex-spørgeskemaet, som udsendes til mange af jer 1 gang om året, bortfalder. Hvis du allerede har besvaret et skema, håndterer vi det.
- At du cirka 1 gang om året vil modtage et brev fra os, som minder dig om, hvordan du kontakter os ved behov – alt afhængig af, hvad du har brug for.
- At en kontakt med os snart vil kunne foregå enten i Søvnklinikken eller pr. telefon på et aftalt tidspunkt.
- At vi udvider sygeplejerskernes telefontid, så vi er mere tilgængelige, når du har brug for os.
- At vi opkvalificerer vores hjemmeside. Vi vil løbende holde den opdateret, så det bliver et naturligt sted for dig at søge hjælp, når behov opstår.
Vi vil gerne kunne gøre det vigtige for de rigtige.
Hvad kan du gøre?
Vi er efterspurgte! Vi har omkring 10.000 patienter tilknyttet vores klinik, og tallet stiger. Manglen på sygeplejersker er også en virkelighed, vi er nødt til at forholde os til. Samtidig tror vi på, at vi i fællesskab kan hæve kvaliteten af behandlingen for din søvnlidelse.
På vores hjemmeside kan du finde svar på mange spørgsmål. Det er en stor hjælp for os, at du orienterer dig på vores hjemmeside, før du eventuelt kontakter os.
Hjemmesiden fungerer både som hjælp til selvhjælp og giver en løbende status fra klinikken. Den indeholder blandt andet:
- Seneste nyt i forhold til aktuelle problemstillinger/emner, fx Philips-apparaterne
- Informationer om din søvnlidelse
- Videoinstruktioner
- Kontaktoplysninger til klinikken
- Når du har spørgsmål til udstyr og behandling
- Når du skal bestille nyt udstyr
- Når du skal ændre din aftale eller bestille en tid
- Hvis du ønsker at afslutte dit forløb hos os
Vi glæder os til det videre samarbejde.
Venlig hilsen
Søvnklinikken, Silkeborg