Som patient eller pårørende finder du herunder en række praktiske oplysninger i forbindelse med indlæggelse på Medicinsk Afsnit 1.
Når du skal indlægges
Skal du indlægges på Medicinsk Afsnit 1 vil vi gerne, at du medbringer følgende:
- Brevet fra afsnittet om din indlæggelse
- Toiletartikler
- Evt. morgenkåbe, hjemmesko samt behagelig påklædning
- Daglig medicin og evt spray (for at sikre, du kan få din vanlige medicin)
- Hjælpemidler(f.eks rollator, kørestol, stomiartikler, sårplejeprodukter)
- Telefonnumre på pårørende
- Evt. borgerhæfte/samarbejdsbog
På din indlæggelsesdag vil der i hovedtræk ske følgende:
- Journaloptagelse ved læge
- Indlæggelsessamtale ved sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent
- Identifikationsarmbånd påsættes
- Rundvisning i afsnittet
- Blodprøvetagning samt eventuelt hjertekardiogram
- Gennemgang samt planlægning af dit indlæggelsesforløb ved læge/sygeplejerske
Undersøgelse og information
Du bliver løbende informeret om de undersøgelser og behandlinger, som er aktuelle for dig samt resultaterne af undersøgelserne. Til visse undersøgelser skal du regne med ventetid.
Stuegang
Vi tilstræber at planlægge din indlæggelse, så daglig stuegang måske ikke er nødvendig.
Behovet for stuegang aftales dagligt med en sygeplejerske. Det er en god ide at skrive spørgsmål ned, så du kan få svar på dem ved stuegang. Det er muligt at tale med lægen i enerum.
I weekenden, om aftenen og om natten vil du blive tilset af en læge ved behov.
Spørgsmål/ samtaler
Du kan altid frit henvende dig til personalet på Medicinsk Afsnit 1, hvis du har spørgsmål. Det samme gælder dine pårørende, som desuden er velkomne til at ringe til Medicinsk Afsnit 1 på tlf. 7844 7710.
Hvis der er flere pårørende vil vi gerne, at de gensidigt orienterer hinanden. Dette vil give personalet mere tid hos patienterne.
Hvis du eller dine pårørende har brug for en uddybende samtale med læge eller sygeplejerske er der mulighed for at træffe nærmere aftale om dette.
Medicin
Vi beder dig medbringe den medicin, du får til daglig, Din medbragte medicin vil under indlæggelsen blive opbevaret i et aflåst skab i afsnittet.
Af hensyn til undersøgelser og den rette behandling må du under indlæggelsen kun tage den medicin, du har aftalt med lægen.
Din medicin under indlæggelsen bliver hældt op til et døgn af gangen i en medicin-doseringsæske, som deles ud om formiddagen. Du er selv i samarbejde med personalet ansvarlig for at tage medicinen på det rigtige tidspunkt.
Kost og drikkevarer
Hvis du ligger i sengen eller ikke kan holde til at gå omkring, serverer vi mad og drikkevarer for dig på sengestuen. Er du mere mobil, serverer vi mad for dig ved buffeten. Der er altid frisk frugt ved buffeten.
Der er et køleskab på gangen, hvor du selv kan hente drikkevarer med undtagelse af mælkeprodukter, som du skal bede personalet finde til dig. Besøgende er også velkomne til at hente drikkevarer i køleskabet til dig.
Spisetider
Morgenmad
|
kl. 07.30 - 08.30
|
Frokost
|
kl. 11.30 - 12.30
|
Eftermiddagskaffe/te
|
kl. 14.00 - 15.00
|
Aftensmad
|
kl. 17.00 - 18.00
|
Aftenkaffe/te
|
kl. 19.30 - 20.30
|
Kaffe og te til besøgende
Besøgende kan købe kaffe og te i afsnittet. Brød må selv medbringes.
Patienttelefon
På afsnittet er der en transportabel patienttelefon. Patienttelefon: 7844 7325
Mobiltelefon/Computer
Mobiltelefon og computer må gerne anvendes på Medicinsk Afsnit 1.
Der er gratis opkobling til trådløst internet på: RegionMIDT-Gaest. Log på med dit person nr.
Vi forventer, at du bruger din mobiltelefon hensynsfuldt, så ringelyde og samtaler ikke generer de øvrige patienter eller personalet i forbindelse med behandling og pleje.
Mobiltelefonen skal være slukket under middagshvil på sengestuerne i tidsrummet kl 12.30-14.00 samt efter kl 21.00.
Hospitalet kan ikke udbetale erstatning, hvis mobiltelefon eller computer bliver stjålet under opholdet.
Afsnittet tilbyder at opbevare mobiltelefon/computer sikkert sammen med andre værdigenstande, hvis du skal til undersøgelse eller behandling i en af hospitalets andre afdelinger.
Besøgstider
Besøgende er velkomne på Medicinsk Afsnit 1 uden forudgående aftale - dog ikke mellem kl. 12.30-14.00 eller efter kl 21.00.
Vi beder om, at besøg koordineres, så den enkelte patient ikke trættes af for mange besøgende.
Rygning
Hospitalet er totalt røgfrit indendørs. Med indendørs menes også altaner og luftsluser ved trapper.
Som røgfrit område defineres også et område i passende afstand til sygehusets indgangsdøre mv., så tobaksrøgen ikke siver ind i huset.
Rygeforbuddet gælder alle - patienter, pårørende, personale og øvrige med ærinde på hospitalet.
Indlagte patienter kan få udleveret nikotinplaster og -tyggegummi efter behov.
Diætist
Ved behov for diætbehandling eller specielle kostbehov kan personalet etablere kontakt til hospitalets kliniske diætist, som kan give råd og vejledning.
Denne rådgivning kan både foregå under indlæggelse samt ved ambulant besøg hos diætisten.
Socialrådgiver
Hvis du har brug for at tale med en socialrådgiver i forbindelse med din indlæggelse, vil vi anbefale dig at tage kontakt til din kommunale sagsbehandler, som altid kan være dig behjælpelig. Personalet hjælper dig gerne med at etablere denne kontakt.