Kan begynde som en murrende smerte over skambenet eller over lænden. Smerten vil tage til og blive som meget kraftige menstruationssmerter. Smerten vil komme turevis, det vil sige, at smerten vil være meget stærk, hvorefter smerten vil fortage sig, for derefter at vende tilbage med fornyet styrke efter en vepause.
Nogle kvinder, særlig de der har født tidligere, vil opleve at have tiltagende plukkeveer op mod termin. Plukkeveer er, når maven bliver meget hård for derefter at slappe af og blive blød. Normalvis er plukkeveer ikke forbundet med smerte, men jo tættere du er på fødslen, kan plukkeveerne være kombineret med ovennævnte smerter over skambenet eller lænden.
Slimprop
Enkelte kvinder vil i forbindelse med smerter over skambenet eller lænd bemærke afgang af slim fra skeden.
Slimproppen kan bestå af klart eller brunligt slim, eller den kan være blandet med frisk blødning. Slimproppen kan variere i konsistens og mængde.
Slimproppen kan komme dage eller uger før fødslen, og den er således ikke et sikkert tegn på, at du er i fødsel.
Tegnblødning
Er en mindre mængde frisk blod, der kommer fra små blodkar i livmoderhalsen. Livmoderhalsen begynder langsomt at blive kortere, hvorved blodkarrene brister.
Når en eller flere af de ovennævnte ting sker, kan der stadig være lang vej igen. Din livmoder er begyndt at ”øve” sig, og du og din partner kan kun vente.
Det kan anbefales, at I tager det roligt, selvom det kan være svært. Få lidt at spise, hvil jer og prøv at trække vejret roligt og dybt ned i maven, når det gør ondt. Tager smerterne til, kan varme lindre, eks. i form af varmedunk/-pude eller et varmt bad.
Regelmæssige veer
Både smerterne over skambenet og lænden samt plukkeveerne begynder at komme mere regelmæssigt, det vil sige, at du kan se på klokken og vide, hvornår smerterne cirka vil være der igen. Med tiden skal smerterne komme oftere og tiltage i kraft - så kalder man det veer.
Når veerne kommer oftere, kan du begynde at tage tid på, hvor lang tid der går fra én ve starter, til den næste ve starter.
Er det første gang du skal føde, skal veerne gennem 1-2 timer have været regelmæssige med 3-5 minutters interval - altså fra vestart til vestart. Den enkelte ve vil typisk vare 60-90 sekunder.
Har du født før, ved kroppen hvad der skal ske, og ofte vil fødslen gå hurtigere end første gang. Derfor bør du være opmærksom, allerede når der er 5-7 minutter mellem veerne. Har man først regelmæssige veer, vil der blive kortere mellem veerne.
Er veerne som ovenfor beskrevet kontaktes Vagthavende Jordemoder. Det er vigtigt ALTID at ringe til Vagthavende Jordemoder, før I kommer ind, således at en jordemoder kan være klar til at tage sig af jer.