Før og under fertilitetsbehandling har du muligvis forholdt dig til særlige anbefalinger for fysisk aktivitet ud fra jeres situation og behandling.
Efter endt behandling og ved opnået graviditet anbefales moderat fysisk aktivitet mindst 30 min. om dagen. Ifølge Sundhedsstyrelsen er egnede former for fysisk aktivitet fx gåture, løb, svømning, cykling, styrketræning (evt. siddende). Vær opmærksom på tunge løft. Vær dog opmærksom på at fysisk aktivitet med høj intensitet frarådes under graviditet, hvis du ikke er vant til denne form for motion.
Har du været vant til at være fysisk aktiv, kan du ved afsluttet fertilitetsbehandling fortsætte på samme niveau som før graviditeten.
Det anbefales ikke at intensivere den fysiske aktivitet under graviditeten. Vær opmærksom på at lytte til din krop og holde pause eller trappe ned, hvis du mærker fysiske forandringer. Ligeledes frarådes kontaktsport og holdsport med risiko for sammenløb eller uventede stød. Derudover frarådes skiløb og ridning.
Har du spørgsmål til egnede former for fysisk aktivitet under graviditeten, da henvend dig til din egen jordemoder eller egen læge.
Efter en fertilitetsbehandling kan der være særlige forholdsregler ift. fysisk aktivitet, som gælder for dig – også efter opnået graviditet. Er det tilfældet vil du have fået information omkring dette fra Fertilitetsklinikken.
Læs Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet i graviditeten