Fertilitetsrådgivningen er et tilbud i Region Midtjylland, som foregår ved Fertilitetsklinikkerne på Regionshospitalerne i Skive og Horsens.

Her kan du få en individuel vurdering af din fertilitet og en rådgivning i forhold til, hvad du selv kan gøre for at bevare og eventuelt forbedre fertiliteten. Du kan desuden få information om mere generelle faktorer, der har betydning for mænds og kvinders fertilitet.

Du kan henvende dig uanset om du er mand eller kvinde og du kan komme alene eller sammen med en partner.

Du skal ikke have en henvisning fra din praktiserende læge, men kan selv bestille en tid ved Fertilitetsrådgivningen.

For at kunne benytte tilbuddet om fertilitetsrådgivning skal du:

  • bo i Region Midtjylland
  • være mellem 18-40 år hvis du er kvinde og mellem 18-45 år hvis du er mand

Du kan IKKE anvende tilbuddet om fertilitetsrådgivning hvis:

  • du allerede ved, at du har et fertilitetsproblem
  • du har en gynækologisk sygdom/tilstand (f.eks. nyopstået blødningsforstyrrelse)
  • du og din partner har forsøgt at blive gravid i mere end 1 år
  • det er vejledning om prævention du ønsker

Tilbuddet hos os er udelukkende en rådgivning i forhold til din nuværende og fremtidige fertilitet. Derfor kan du ikke komme i fertilitetsbehandling via Fertilitetsrådgivningen. Hvis du har brug for fertilitetsbehandling, vil du i stedet være bedre og hurtigere hjulpet ved at kontakte din praktiserende læge.

Du skal også kontakte din praktiserende læge i stedet for Fertilitetsrådgivningen, hvis du ønsker vejledning omkring prævention eller har brug for udredning i forhold til et gynækologisk symptom.