Det vigtigste er at undgå, at sygdommen bliver værre. Det betyder, at det er vigtigt at forebygge infektioner, og hvis der er optræk til det, skal du behandles med antibiotika.
PEP-fløjten hjælper dig med at løsne slimen i dine luftveje. En PEP-fløjte er et lille rør med en indbygget modstand. Når du puster i PEP-fløjten, bliver der et lille overtryk i luftrørene, som løsner slimen. PEP-fløjten udleveres oftest af fysioterapeuten, som også fortæller, hvordan du skal bruge den.
Hvis du får medicin for lungesygdom, er det vigtigt, at du tager den som aftalt. Hvis du hoster gult eller grønt slim op i flere dage, og føler du dig utilpas med træthed og feber, skal du behandles med antibiotika, som lægen skriver recept på. Hvis du ikke får det bedre i løbet af få dage, skal du søge læge igen, da du måske skal have en anden type antibiotika. Nogle får udleveret recept på antibiotika sammen med en selvbehandlingsplan, som de skal følge efter aftale med lægen.