29-04-2020

Nu bliver midt- og vestjyder uden symptomer testet for coronavirus, og det har givet travlhed i Region Midtjylland – herunder Hospitalsenhed Midt – hen over weekenden.

Ansatte i Hospitalsenhed Midt har sammen med kolleger i resten af regionen kæmpet for at blive klar med tre nye testcentre – de såkaldte hvide telte, der har rejst sig flere steder i landet i den forgangne uge. Hospitalsenhed Midt har været involveret i arbejdet med opsætning af sundheds-it i det nye testcenter i Viborg og har ligeledes opgaven med at bemande det de første uger.

- De ansatte fra Hospitalsenhed Midt har taget rigtig flot imod den nye opgave med meget kort varsel. Det er rigtig godt gået af alle involverede. De har formået at løfte opgaven meget hurtigt og tilmed skabe en rigtig god stemning i det nye testcenter i Viborg, siger oversygeplejerske Tone Mørch Møller.

En del af national teststrategi

De nye testcentre er en del af sundhedsmyndighedernes store teststrategi, hvor formodentligt raske borgere får et brev i e-boks om, at de skal testes for COVID-19.

Sundhedsministeriet har meldt ud, at minimum 20.000 danskere skal testes for corona om dagen. Planen er derfor, at centret i Viborg skal kunne teste 1.200 personer dagligt.

Testcentret i Viborg er placeret på parkeringspladsen på Vinkelvej 20 (det gamle Mercantec). Her er rejst fire store testtelte, heraf et til kørende test, bitelte, toiletvogne og meget andet. I testcentret er der således både et gående spor og et kørende, hvis man foretrækker at blive testet i bilen.

Medicinstuderende skal teste i de nye testcentre

Det er Hospitalsenhed Midts bioanalytikere og andet sundhedsfagligt personale, som de første dage vil være dem, der er på stedet for at teste folk i testcentret på Vinkelvej i Viborg.

Men regionen vil uddanne blandt andet medicinstuderende, så de kan tage prøverne fremover, forlyder det fra lægefaglig direktør Per Sabro Nielsen fra Præhospitalet.

Det nye testcenteret er til dem, som ikke udviser symptomer på COVID-19. Man skal dog være blevet henvist eller indkaldt og kan altså ikke bare møde op ved testcenteret.

Har man symptomer på virussen, så skal man stadig kontakte egen læge.

Senere skal der også testes for, om man har haft COVID-19, men det vides endnu ikke, hvornår det bliver.