200525-Peter-Samir-Heskjær-Al-Humaidan_DSC7721._1040px.jpg

Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt.

27-05-2020

Mere end 200 videnskabelige artikler – 205 for at være helt præcis – har professor Peter Humaidan skrevet i sin tid på Fertilitetsklinikken i Skive. Peter Humaidan er en af de førende specialister, når det gælder fertilitetsbehandling, og ud over en afstikker til Odense Universitet fra 2011-2013, har han været ansat på Fertilitetsklinikken ved Regionshospitalet Skive siden 1997.

De mange videnskabelige artikler er skrevet på baggrund af forskning i fertilitet, hvilket gør behandlerne klogere på fertilitetsbehandling med den nyeste viden fra forskning på området. Det kommer i sidste ende de ufrivilligt barnløse til gode, som blot har ét brændende ønske, når de træder ind ad dørene på Fertilitetsklinikken i Skive – at blive forældre.

Forskningen på Fertilitetsklinikken har sat Skive på verdenskortet og har været med til at ændre retningslinjerne for fertilitetsbehandling på verdensplan. Fertilitetsklinikken i Skive har blandt andet indført en ny metode til at 'ægløse' på, som fjerner risikoen for det stærkt frygtede såkaldte overstimuleringssyndrom. Tilstanden kan i svære tilfælde være livstruende og kan øge risikoen for blodpropper. Den nye metode er derfor banebrydende, da den helt fjerner risikoen for overstimuleringssyndromet.

Artikel 200 handler netop om den nye metode til at 'ægløse' på.