200909 Indvielse af park_image00001_1040px.jpg

Efter at være vokset godt til hen over sommeren, blev den nye park ved Skive Sundhedshus onsdag indviet med manér.  

10-09-2020

Musik, taler og ikke mindst et enkelt motionsindslag var en del af programmet, da den nye park ved Skive Sundhedscenter onsdag eftermiddag blev formelt indviet.

Den nye park er indrettet i den tidligere hospitalshave og er blevet til i et tæt samarbejde mellem de mange sundhedsaktører i området – lige fra Hospice Limfjord til Regionshospitalet Skive, Skive Kommune og regionspsykiatrien.

Parken har fået navnet "Pusterummet", og tanken er, at brugerne her både vil kunne finde rum til at forpustelse og til at puste ud. Den nye park rummer blandt andet en lille sø og rislende vandløb, træsveller til træning, bænke til afslapning og kunst i form af bronzeskulpturer, ligesom der er blevet plads til både friserede områder og små vildnis med vilde blomster og træstammer fra Krabbesholm Skov. På den måde er der mulighed for at finde plads til både ro og refleksion, gåture og fortrolige samtaler, genoptræning, øvelser og løb.

Områdets sundhedsinstitutioner rummer blandt andre voksne med senhjerneskade, psykiatriske patienter, terminale patienter og deres pårørende, lungepatienter og borgere til genoptræning efter sygdom og ulykke. På samme måde vil også områdets uddannelsesinstitutioner, bosteder, naboer og byens borgere kunne få glæde af den nye park.

Ved gårsdagens arrangement var der taler fra blandt andre Skives borgmester Peder Christian Kirkegaard og regionsrådsformand Anders Kühnau, ligesom der var sørget for musikalske indslag, fællessang og ikke mindst motion i den nye sundhedspark. Til at styre hele arrangementet var tilkaldt egnens landskendte designer Søren Vester.

Den nye park er blevet til med økonomisk tilskud fra Skive Kommune, Spar Vest Fonden, Spar Nord Fonden, Spar Midt Vest Fondene og Region Midtjylland.

Du kan læse mere om den nye park pressemeddelelsen fra juni.