Overlæge Marcin Ostapiuk er her i gang med at lære en af RH Viborgs yngre læger, hvordan man udfører endoskopi-undersøgelser. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt. 

15-03-2019

Et nyt, hurtigt og koncentreret uddannelsesforløb klæder yngre læger på til at udføre endoskopi-undersøgelser. Det giver fordele for både de yngre læger, de erfarne læger og hospitalet. Som afslutning på uddannelsesforløbet får de yngre læger et endoskopi-kørekort.

Det nye uddannelsesforløb i endoskopi (kikkertundersøgelser i kropshuler og organer) er for yngre læger i introduktionsstillinger og hoveduddannelsesforløb på Regionshospitalet Viborg. Forløbet er meget accelereret og varer fire uger.

I løbet af de fire uger får de yngre læger teoretisk undervisning om, hvordan man udfører kikkertundersøgelser af spiserør, mavesæk og tyktarm gennem mund og endetarm – henholdsvis gastroskopi og koloskopi. Derudover øver de endoskopi-undersøgelser igennem simulationstræning.

Herefter gennemfører de yngre læger 75 skopier under supervision af en erfaren kollega. Og sidst men ikke mindst skal de som afslutning på forløbet godkendes af en ekstern supervisor. Når godkendelsen er i hus, får de endoskopi-kørekort. Det betyder, at de kan udføre endoskopi-undersøgelser selv.

Et samarbejde på tværs af afdelinger

Overlæge Marcin Ostapiuk fra Medicinsk Afdeling på Regionshospitalet Viborg er ansvarlig for uddannelsesforløbet sammen med læge Annette Boesen Bräuner fra Mave-, Tarm- og Brystkirurgi på Regionshospitalet Viborg. De har sammen tilrettelagt forløbet og står nu for udførelsen af det på tværs af det kirurgiske og medicinske fagområde.

Ifølge Marcin Ostapiuk giver det rigtig god mening med et hurtigt accelereret uddannelsesforløb for endoskopi-undersøgelser, fordi man under oplæringen hurtigt glemmer, hvad man skal gøre, hvis der går for længe imellem, at man udfører undersøgelserne.

- Vi oplever, at det nye forløb fungerer rigtig godt, og vi får en rigtig god sparring med hinanden om endoskopi på tværs af specialer, siger Marcin Ostapiuk.

Et unikt tilbud på landsplan

Det er meget forskelligt, hvordan danske hospitaler løser uddannelsesopgaven inden for endoskopi. I øjeblikket er tilbuddet på Regionshospitalet Viborg ret unikt og skiller sig ud, fordi det er meget accelereret, og fordi der er skruet markant op for mængden af teori, simulation og superviserede undersøgelser.

Marcin Ostapiuk fortæller, at der generelt er kommet mere fokus på endoskopi på landsplan. Det nye uddannelsesforløb er derfor med til at gøre Regionshospitalet Viborg mere attraktiv blandt de uddannelsessøgende læger, og det kan ifølge Marcin Ostapiuk godt ses på antallet af ansøgere.

Gevinst for både yngre og erfarne læger

For de yngre læger betyder det, at de bliver klædt særdeles godt på i løbet af uddannelsesforløbet, og de får en masse erfaring med at udføre endoskopi-undersøgelser allerede under deres introduktionsstilling eller hoveduddannelsesforløb. Og for hospitalet betyder det, at de yngre læger efter uddannelsesforløbet kan udføre en del af hospitalets endoskopi-undersøgelser.

- Samtidig har den faste struktur i uddannelsesforløbet løftet kvaliteten af undersøgelserne, forklarer Marcin Ostapiuk, der vurderer, at det er win win for både hospitalet, de yngre læger og de erfarne læger.

Tidligere har det til tider været nødvendigt at bruge vikarer til udførelsen af de endoskopi-undersøgelser på Regionshospitalet Viborg, men det er ikke tilfældet længere. Nu kan de yngre læger træde til i stedet, når de har fået deres endoskopi-kørekort.

Det nye uddannelsesforløb i endoskopi er blevet så stor en succes, at det allerede er blevet et fast tilbud på Regionshospitalet Viborg.