5. semester - kandidatuddannelsen
Gynaecology-obstetrics and Paediatrics (internationalt semester)
Undervisningen skal sikre, at de studerende tilegner sig viden om de væsentligste symptomer og sygdomme (hyppigste eller alvorligste) samt dødsårsager fra fødsel til død inden for gynækologi-obstetrik, pædiatri, dermato- og venerologi, klinisk genetik, socialmedicin og rehabilitering, samt retsmedicin. Undervisningen skal bibringe de studerende viden om det patofysiologiske grundlag, epidemiologi, forebyggelse, udredning, risikovurdering, diagnostik, behandling, prognose, rehabilitering/habilitering, lægeretslige forhold og professionsrollens betydning i relation til væsentlige sygdomme inden for semesterets fag. Samspillet mellem individ, familie og samfund i relation til individets udvikling belyses. I semesterets undervisning lægges der således vægt på, hvorledes de forskellige offentlige sektorer samarbejder på tværs og sammen med den private sektor for at sikre optimale sammenhængende patientforløb. De studerende skal bibringes viden om diagnostisk radiologi, klinisk farmakologi, klinisk immunologi, patologi og klinisk kemi inden for semesterets fag.
De studerende skal gennem kurset tilegne sig viden, færdigheder og kompetencer, herunder brug af IT, som sætter dem i stand til at påbegynde den kliniske basisuddannelse (KBU). Det tilstræbes, at de studerende inddrages i undervisningen som aktive aktører og til at tage ansvar for egen læring.
De studerende skal motiveres til analytisk og kritisk tænkning og derigennem stimuleres til livslang læring. Der lægges vægt på, at de studerendes bevidsthed om personligt ansvar, samt holdning og adfærd i forhold til patienter, kollegaer og samfund styrkes.
De lægestuderende kommer i 2 x 4 uger:
- Børn og Unge, Viborg
- Kvindesygdomme og Fødsler, Viborg