Mange ønsker at hemmeligholde donationen overfor barnet og evt. også overfor familie og venner. Flere gør det ud fra en forestilling om, at "Hvad barnet ikke ved, har det ikke ondt af...". Et meget forståeligt ønske om at skåne eller passe på barnet. Eller måske i virkeligheden sig selv?
Der er set flere eksempler på, at denne indstilling kan medføre alvorlige psykologiske konsekvenser for barnet, når det vokser op.
En typisk reaktion for teenageren eller det voksne barn vil være en følelse af tillidsbrud, svigt og "Hvis mine forældre har løjet om dette vigtige emne, hvad andet kan jeg så heller ikke stole på...?"
Forældrenes fortielse signalerer til barnet, at det er blevet til på en "forkert" eller ikke optimal måde.
Hvad er det i virkeligheden, vi frygter ved at sige det, som det er, lige fra barnet allerførste gang nævner noget om, hvordan fik I mig?
Hvorfor ikke sige det, som det er fra begyndelsen? Er det fordi, vi er flove over uforskyldt at tilhøre den femtedel af befolkningen, der har problemer med at få børn?
Er jeg, som kommende far, nervøs for min rolle i forhold til barnet?
Eller er det noget helt andet der gør, at jeg overvejer fortielsen som en mulighed?
Disse samtaler/spørgsmål til hinanden kan være en vigtig del i beslutningsprocessen.
Vi anbefaler åbenhed og ærlighed overfor barnet om dets oprindelse af hensyn til barnets selvopfattelse og identitet.