En glukosebelastning er en undersøgelse, hvor vi finder ud af, om dit barn får forhøjet blodsukker eller forhøjet insulinkoncentration, efter han/hun har indtaget store mængder sukker (også kaldet glukose).
Forbered dig til undersøgelsen
Barnet skal faste fra midnat og indtil undersøgelsen er afsluttet.
Barnet må gerne drikke vand før og under undersøgelsen.
På apoteket skal I købe lokalbedøvende plastre, som bedøver huden i det område, hvorfra der tages blodprøver.
Sæt plastre på i begge barnets albuebøjninger, der hvor blodåren ses.
Sæt plastret på før I kører hjemmefra om morgenen, dog senest 1 time før mødetidspunktet på Børn og Unge.
På undersøgelsesdagen
Giv barnet en kortærmet trøje på, der ikke strammer om armene.
Medbring gerne legetøj, bøger, iPad eller lignende som underholdning, mens undersøgelsen står på.
Om undersøgelsen
Vi tager i alt 3 blodprøver. Disse kan tages som:
3 almindelige blodprøver, hvor barnet får 3 stik
eller
barnet kan få lagt et plastikrør i blodåren (venflon), hvorfra blodprøverne kan trækkes. Derved skal barnet kun have ét stik og har plastikrøret siddende i armen under hele undersøgelsen.
Valg af metode for blodprøvetagning foretages ud fra et samarbejde mellem jer forældre og personalet på Børn og Unge.
Barnet skal drikke sukkervand med citronsmag efter første blodprøve. Mængden af sukkervand afhænger af barnets vægt, men oftest er det 1-2 dl.
Barnet skal drikke sukkervandet i løbet af 5 minutter.
Barnet skal være sengeliggende under undersøgelsen, fordi aktivitet kan påvirke undersøgelsens resultatet.
Barnet må ikke sove.
Barnet må gå stille fra og til toilet.
Undersøgelsen tager cirka 2 timer
Der er ingen særlige bivirkninger af sukkervandet eller af undersøgelsen
Efter undersøgelsen
Hvis barnet har fået anlagt et plastikrør (venflon) i blodåren, bliver det fjernet, når undersøgelsen er slut.
Barnet og én forælder har mulighed for at få mad og drikke på Børn og Unge. Man kan også købe mad i hospitalets kantine.
Svaret på undersøgelsen bliver vurderet af en børnelæge. I modtager svaret efter 3-4 uger.
Kontakt
Hvis du har brug for at kontakte Børn og Unge Afsnit, kan du ringe på tlf. 78 44 55 20.