Sundhedspersoners mulighed for at læse helbredsoplysninger om dig:
A) Sundhedslovens § 42a - indhentning af helbredsoplysninger mv. i forbindelse med en aktuel behandling:
Ifølge Sundhedslovens §42a, stk. 1 har sundhedspersoner (autoriserede sundhedspersoner og disses medhjælp) adgang til at indhente elektroniske helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger, når det er nødvendigt i forbindelse med en aktuel behandling af en patient.
Som patient (fyldt 15 år) kan du frabede dig, at en sundhedsperson indhenter elektroniske helbredsoplysninger om dig i forbindelse med en aktuel behandling. I så fald beder vi dig venligst give besked til personalet hurtigst muligt. Personalet vil herefter informere dig om, hvilke konsekvenser det evt. kan få for behandlingen, hvis du gør brug af denne mulighed.
Hospitalsledelsen har mulighed for, jf. sundhedslovens § 42a, stk. 4, at give tilladelse til, at en ansat eller faggruppe, der ikke er sundhedspersoner men underlagt tavshedspligt, kan hjælpe en sundhedsperson med f.eks. at indhente elektroniske helbredsoplysninger, som den pågældende har brug for ifm. en aktuel behandling. Den ansatte kan f.eks. kan være en sekretær.
Hospitalsledelsen i Hospitalsenhed Midt har med virkning fra den 1. juli 2019 (og senere) givet følgende faggrupper tilladelse til opslag, når de yder teknisk bistand til sundhedspersoners indhentning af oplysninger ifm. en aktuel behandling i klinikken eller indhentning efter værdispringsreglen:
- Medicinstuderende
- Sundheds-It konsulenter
- Datamatiker
- Data manager
- Sekretærer
- Lægesekretærer/sundhedsadministrative koordinatorer (SAK)
- Sekretærelever
- Lægesekretærelever/SAK-studerende (sundhedsadministrativ koordinator)
- Sekretariatslederen, der er ansat i Regionshospitalet Hammel Neurocenter
- En datamedarbejder fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter
- En specialist i Silkeborg Data fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter.
Som patient (fyldt 15 år) kan du frabede dig, at ovenstående sekretærer, sekretærelever og medicinstuderende m.v. yder teknisk bistand til sundhedspersoner ifm. en aktuel behandling i klinikken eller indhentning efter værdispringsreglen. I så fald beder vi dig venligst give besked til personalet hurtigst muligt.
Hospitalsledelsen har mulighed for, jf. sundhedslovens § 42a, stk. 4 , at give tilladelse til, at en ansat eller faggruppe, der ikke er sundhedspersoner men underlagt tavshedspligt, og som arbejder selvstændigt i forbindelse med en aktuel behandling, kan indhente elektroniske helbredsoplysninger om dig i forbindelse med en aktuel behandling. Indhentningen skal være nødvendig af hensyn til den samlede aktuelle behandling af patienten.
Hospitalsledelsen i Hospitalsenhed Midt har den 1. juli 2019 og 27. august 2019 givet følgende faggrupper tilladelse til opslag, når de yder en selvstændig indsats ifm. et aktuelt behandlingsforløb:
- Psykologer
- Neuropsykologer
- Logopæder
- Pædagoger
- Farmaceuter
- Farmakonomer
- Socialrådgivere
- Hospitalsfysikere
- It-koordinatorer (er ansat i Blodprøver og Biokemi)
- Biokemikere
- PAL
- Ungmentoren i Regionshospitalet Hammel Neurocenter, der ikke er en autoriseret sundhedsperson.
Ovenstående faggrupper udfører oftest opgaver som medhjælp for en autoriseret sundhedsperson. I sådanne tilfælde har de adgang til opslag efter sundhedslovens § 42a, stk. 1, og har ikke behov for en tilladelse fra hospitalsledelsen til opslag. Der kan dog være tilfælde, hvor de arbejder selvstændigt og ikke som medhjælp.
Psykologerne på listen er de psykologer, der ikke er autoriseret efter psykologloven, og som heller ikke udfører sundhedsfaglige opgaver.
Hvis psykologen er autoriseret efter psykologloven, og udfører sundhedsfaglige opgaver, har den pågældende adgang til opslag efter sundhedslovens § 42a, stk. 1, og har ikke behov for en tilladelse fra hospitalsledelsen til opslag.
Som patient (fyldt 15 år) kan du frabede dig, at ovenstående faggrupper må indhente oplysninger, når de yder en selvstændig indsats ifm. en aktuel behandling. I så fald beder vi dig venligst give besked til personalet hurtigst muligt.
B) Videregivelse/indhentning af helbredsoplysninger til brug for læring og kompetenceudvikling:
Læger, tandlæger, jordemødre og sygeplejersker har adgang til, uden patientens forudgående samtykke:
- at få videregivet oplysninger fra en anden sundhedsperson om det videre forløb vedrørende patienter, man tidligere har behandlet, jf. sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 6.
eller
- selv at indhente helbredsoplysninger m.v. elektronisk om patienter, som man tidligere har deltaget i behandlingen af, jf. sundhedslovens § 42d, stk.2,nr. 1.
Videregivelsen/indhentningen skal være nødvendig og relevant til brug for evaluering af lægens, tandlægens, jordemoderens eller sygeplejerskens egen indsats i behandlingen eller som dokumentation for erhvervede kvalifikationer i et uddannelsesforløb.
Videregivelsen/indhentningen skal ske under hensyntagen til patientens interesser og behov.
Videregivelsen/indhentningen skal være påkrævet som led i uddannelsen eller i umiddelbar forlængelse af behandlingsforløbet.
Videregivelsen/indhentningen må kun ske i umiddelbar forlængelse af behandlingsforløbet og senest 6 måneder efter lægens, tandlægens, jordemoderens eller sygeplejerskens afslutning af behandlingen eller viderehenvisning af patienten.
Hvis videregivelsen er påkrævet som led i speciallæge- eller specialtandlægeuddannelsen, har man adgang til oplysningerne, så længe det er nødvendigt som dokumentation efter reglerne om speciallægeuddannelsen/specialtandlægeuddannelsen.
Hospitalsledelsen kan jf. sundhedslovens § 42d, stk. 3 give tilladelse til, at en ansat (f.eks. en sekretær) underlagt tavshedspligt kan hjælpe en læge, tandlæge, jordemoder eller sygeplejerske med at indhente elektroniske helbredsoplysninger, som den pågældende har brug for ifm. læring.
Som patient (fyldt 15 år) kan du frabede dig, at en læge, tandlæge, jordemoder eller sygeplejerske indhenter/får videregivet helbredsoplysninger om dig til brug for læring og kompetenceudvikling. Du kan også frabede dig, at en ansat hjælper en læge, tandlæge, jordemoder eller sygeplejerske med at indhente elektroniske helbredsoplysninger til brug for læring. I så fald beder vi dig venligst give besked til personalet hurtigst muligt.
C) Studerendes adgang til at indhente/få videregivet helbredsoplysninger til brug for en aktuel behandling:
Hvis den studerende/elever selvstændigt udfører funktioner på vegne af en autoriseret sundhedsperson i forbindelse med en aktuel behandling, arbejder den pågældende som medhjælp. Den studerende/eleven har således adgang til, uden et forudgående patientsamtykke, at foretage opslag i f.eks. MidtEPJ i forbindelse med en aktuel behandling jf. sundhedslovens § 42a, stk. 1.
Som patient (fyldt 15 år) kan du frabede dig, at en studerende/elever indhenter elektroniske helbredsoplysninger om dig i forbindelse med en aktuel behandling. I så fald beder vi dig venligst give besked til personalet hurtigst muligt.
Hvis den studerende/eleven virker sammen med en anden sundhedsperson i forbindelse med patientbehandlingen, arbejder den pågældende ikke som medhjælp.
Når den studerende ikke fungerer som medhjælp, har en sundhedsperson, uden patientens forudgående samtykke, mulighed for at videregive helbredsoplysninger til en studerende, der deltager i behandlingen som led i en sundhedsvidenskabelig/sundhedsfaglig uddannelse jf. sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 7:
- Der er tale om studerende, der deltager i patientbehandlingen, fordi praktik m.v. i sundhedsvæsenet er en del af uddannelsen, f.eks. medicinstuderende, sygeplejestuderende og social - og sundhedsassistentelever.
- Videregivelsen skal være nødvendig for den studerendes forståelse af behandlingssituationen, eller som en evaluering af den studerendes deltagelse i behandlingssituationen.
- Videregivelsen skal være nødvendig til den aktuelle behandling.
- Videregivelsen skal ske under hensyntagen til patientens interesse og behov.
Som patient (fyldt 15 år) kan du frabede dig at studerende får videregivet relevante helbredsoplysninger til brug for behandlingen. I så fald beder vi dig venligst give besked til personalet hurtigst muligt.
D) Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til en vejleder for en læge eller tandlæge under uddannelse:
Hvis en læge eller tandlæge under uddannelse til speciallæge eller specialtandlæge får videregivet helbredsoplysninger som dokumentation for erhvervede kvalifikationer i et uddannelsesforløb, jf. sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 6, har dennes vejleder også ret til at få videregivet de pågældende oplysninger.
Som patient (fyldt 15 år) kan du frabede dig, at en vejleder til en læge eller tandlæge under uddannelse til speciallæge eller specialtandlæge får videregivet oplysninger omkring din behandling til brug for dokumentation af erhvervede kvalifikationer under uddannelsesforløbet. I så fald beder vi dig venligst give besked til personalet hurtigst muligt.
E) Sundhedslovens § 42d, stk. 2, nr. 2 – indhentning af helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med kvalitetsarbejde (tværgående og lokalt kvalitetsarbejde):
Tværgående kvalitetsprojekter foregår på tværs af afdelinger eller andre sektorer (hospitaler og kommuner).
Ved lokale kvalitetsprojekter foretager afdelingen opslag i sine egne journalførte oplysninger.
En autoriseret sundhedsperson kan uden patientsamtykke foretage opslag i elektroniske systemer i forbindelse med tværgående og lokale kvalitetsprojekter.
De elektroniske systemer indeholder oplysninger fra din behandling på hospitalet.
Den autoriseret sundhedsperson må kun indhente de oplysninger om din behandling, der er relevante og nødvendige til brug for kvalitetsarbejdet. Oplysningerne må max være 5 år gamle.
Kvalitetsprojektet skal være af væsentlig samfundsmæssig betydning.
Opslaget kræver en forudgående tilladelse fra hospitalsledelsen.
Hospitalsledelsen kan jf. sundhedslovens § 42d, stk. 3 give tilladelse til, at en ansat (f.eks. en sekretær) underlagt tavshedspligt kan hjælpe en autoriseret sundhedsperson med at indhente elektroniske helbredsoplysninger, som den pågældende har brug for ifm. et tværgående eller lokalt kvalitetsprojekt.
Som patient (fyldt 15 år) kan du frabede dig, at en autoriseret sundhedsperson eller dennes medhjælp, indhenter elektroniske helbredsoplysninger om dig til brug for et tværgående eller lokalt kvalitetsprojekt. I så fald beder vi dig venligst give besked til personalet hurtigst muligt.