Hjernen består af ufattelig mange hjerneceller – cirka 100 milliarder. De danner utallige forbindelser med hinanden. Alle handlinger og tanker er afhængige af, at disse forbindelser fungerer.
Man kan sammenligne det med et tog, som skal fra et sted til et andet. Det kræver strøm, signaler, igangsætning og stop det rigtige sted.
Alle celler i vores krop har brug for ilt. Hvis de ikke får den ilt, de skal bruge, går de til grunde. Det gælder også for vores hjerneceller, og de er meget følsomme over for iltmangel.
Vores hjerne er et lager af erfaringer og kendte rutiner, som er opbygget gennem hele vores liv. Vi får hele tiden informationer fra krop og omgivelser, som bearbejdes i hjernen.
De røde kroge på illustrationen kan sammenlignes med alle de erfaringer og rutiner, vi har. Vi bruger dem, når vi skal handle sikkert, fornuftigt og planlægge, hvad der skal ske.