Information om din medicin: Acetylsalicylsyre-Magnyl
Forbered dig til behandlingen
Hold os opdateret på din medicin – tilmeld dig Medicinkortet
Medicinkortet er et fælles værktøj, der bruges på tværs af sundhedsvæsenet af din egen læge og hospitalet. Du kan med fordel tilmelde dig Medicinkortet, da er en stor hjælp for os at vide, hvilken medicin du aktuelt får. På den måde sikrer vi sammen, at du får den bedst mulige behandling, og du slipper for at huske en medicinliste.
• Acetylsalicylsyre anvendes ved åreforkalkning i pulsårerne i hjertet, benene eller hjernen for at forebygge blodpropper
• Acetylsalicylsyre anvendes også efter en blodprop i hjertet eller hjernen for at forebygge en ny blodprop.
Sådan virker medicinen
Modvirker blodpropper
Acetylsalicylsyre nedsætter blodpladernes evne til at klumpe sig sammen og danne blodpropper.
Risici og bivirkninger
Der kan forekomme bivirkninger
• Øget tendens til blødninger • Svien i maven og sure opstød med risiko for mavesår • Kvalme, hovedpine, søvnløshed • I sjældne tilfælde svimmelhed, allergiske reaktioner, susen for ørerne.
Svien i maven kan forebygges
Tendens til svien i maven kan forebygges ved at tage medicinen efter et måltid. Hvis du tidligere har haft mavesår, kan det være relevant at tage mavesårsmedicin sammen med acetylsalicylsyre for at forebygge et nyt mavesår.
Stop ikke med medicinen ved bivirkninger, men kontakt lægen først
Hvis du oplever bivirkninger fra din medicin, er det vigtigt, at du ikke bare stopper med at tage medicinen, men at du kontakter den læge, der har ordineret medicinen – eller din praktiserende læge, for at aftale hvordan du skal forholde dig.
Vær opmærksom på
Oplys altid lægen om, at du tager blodfortyndende medicin
Oplys altid den læge, der skal behandle dig om, at du tager blodfortyndende medicin.
I forbindelse med operationer, kan det være nødvendigt at holde pause med medicinen i nogle dage. Dette gælder specielt ved større operationer.
Medicinpause efter ballonudvidelse med stent
Hvis du har fået foretaget ballonudvidelse med stent inden for det sidste år, er det vigtigt, at der er taget nøje stilling til, om det er forsvarligt at holde pause med medicinen eller om en operation eventuelt bør udskydes. Dette aftales altid med en læge.
Mere information
Indholdsstoffer og navne på præparater
Indholdsstoffer
Eksempler på handelsnavne
Acetylsalicylsyre
Hjerdyl Hjertealbyl Hjertemagnyl Hjertemin Magnyl
Kontakt
Kontakt os gerne for mere information
Du er altid velkommen til, at spørge personalet i afdeling for Hjertesygdomme, Regionshospitalet Viborg og Skive eller din egen læge, hvis du ønsker at vide mere om din medicin.
Hjerteklinikken
Hjerteklinik Viborg
78 44 82 10
Telefontid er mandag til fredag kl. 8.00-13.00
Banevejen 7C 8800 Viborg
Parkering P4 Indgang C Blå trappe/elevator Etage 6