Gangtræning er sammen med rygestop og medicin en vigtig og effektiv
behandling ved åreforkalkning i benene.
Efter 3-6 måneders træning kan gangdistancen øges, så du kan gå op til 2-3 gange længere, før der kommer smerter.
Når du går, har musklerne behov for mere ilt. Når du får smerter, er det fordi åreforkalkning i benenes pulsårer gør, at der ikke kommer nok blod og ilt til musklen.
Den manglende ilt og smerter i musklerne er med til at stimulere dannelsen af nye blodkar i benene. Derfor skal du gangtræne, selv om det gør ondt i dine ben.
Åreforkalkning sidder ikke kun i benene, men i hele kredsløbet. Gangtræningen gavner derfor hele kroppen.
