Tvillinger med fælles moderkage er mere sjældne. De er altid enæggede og har altid samme køn.
Når der er fælles moderkage, er der øget risiko for komplikationer, fordi der kan være en ulige fordeling af blodet fra moderkagen.
Vi anbefaler derfor ekstra tidlige gennemskanninger i graviditetsuge 16 og 18. Fra graviditetsuge 20 anbefaler vi skanning hver 2. uge for at sikre, at tvillingerne begge vokser normalt. Desuden kontrollerer vi, at der er normal mængde fostervand.
Hvis der skulle være tegn på, at tvillingerne ikke vokser, som de skal, suppleres der med undersøgelser af deres blodgennemstrømning og hjerteaktivitet.
Hvis den tvilling, der skal fødes først, vender med hovedet nedad, og der ikke har været komplikationer i graviditeten, anbefaler vi normal fødsel. Desuden anbefaler vi igangsættelse i graviditetsuge 37+0, hvis fødslen ikke er gået i gang inden.