Hvis du har gener på grund af tørhed, anbefaler vi, at du bruger en fugter og en varmeslange. Fugteren gør luften i masken mere fugtig, hvilket er mere behageligt for dig.

Fyld vand på
For at fylde vand i fugteren, skal du tage vandbeholderen ud. Det gør du ved at åbne fugtermodulet (skub den sølvfarvede knap mod højre) og tage vandbeholderen ud. Åben beholderen ved at åbne de fire plastvinger på beholderen.
Hvis der er meget kalk i vandet, hvor du bor, anbefales det at anvende kogt, afkølet vand (det er vigtigt, at det er afkølet). Alternativt køb destilleret eller demineraliseret vand (fås fx på apoteket og i Matas). Hvis vandet er blødt, må du gerne anvende vand fra vandhanen.
Husk at tømme vandbeholderen for vand ved transport af apparatet.
Vandbeholderen skal rengøres dagligt, og vandet skal skiftes dagligt (se afsnittet 'Rengøring af CPAP-udstyr').
Sådan regulerer du fugtighedsniveauet
Du har selv mulighed for at regulere fugtighedsniveuaet, hvis du oplever tørhed i næse og/eller svælg eller næseflåd/nysen om formiddagen. Der kan ofte være brug for et højere fugtniveau om vinteren end om sommeren.
Vi har som udgangspunkt stillet fugtighedsniveauet på 3.
For at regulere fugtighedsniveauet, skal du allerførst tage varmeslangen af apparatet. Derefter skal du dreje en tak til venstre på den store sorte drejeknap vist på billedet nedenfor.
Skærmen vil nu vise, at du står på vanddråben. Tryk derefter en gang på den sorte knap, så billedet af dråben bliver orange. Drej derefter på den store sorte knap, indtil fugtighedsniveauet står på det niveau, du ønsker.
Tryk derefter igen på den store sorte knap, og indstillingen er nu gemt. Tryk derefter to gange på den aflange knap med de to 'flueben' på højre side af skærmen. Så er du tilbage ved hovedmenuen.

Juster fugtighedsniveuaet og/eller temperaturen hvis du har brug for det.
Sådan sætter du varmeslangen på
Der er mulighed for at tilkoble en varmeslange (ClimateLine) til fugterenheden, så du samtidig kan regulere temperaturen i slangen.
Varmeslangen sættes på det gennemsigtige rør bag på fugterenheden. Der sidder en sort beskyttelseshætte lige nedenfor det gennemsigtige rør. Den skal du allerførst tage af, inden du kan sætte varmeslangen på.
Du skal sætte stikket (den ende med det orange stykke) på selve fugterenheden. Den klikkes på ved at dreje den lidt, indtil den siger klik. Den anden ende af varmeslangen skal sættes på din maske.
Når du har tilkoblet varmeslangen korrekt, vil der vise sig en dråbe med et termometer på displayet.

Varmeslanges ene ende med det orange stykke kobles på CPAP-apparatet. Den anden ende kobles på masken.
Sådan regulerer du temperaturen i varmeslangen
Hvis du oplever, at der er kondensvand i slangen, kan du prøve at øge temperaturen i varmeslangen. Vi har som udgangspunkt stillet temperaturen på 27 grader.

For at regulere temperaturen i varmeslangen, skal du allerførst sørge for, at varmeslangen er tilkoblet apparatet. Derefter skal du dreje en tak til venstre på den store sorte drejeknap vist på billedet ovenfor, så skærmen nu viser, at du står på vanddråben med termometeret.
Tryk derefter en gang på den sorte knap, så billedet af dråben med termometeret bliver orange. Drej derefter på den store sorte knap, indtil temperaturen står på det niveau, som du ønsker. Tryk derefter igen på den store sorte knap, og indstillingen er nu gemt.
Tryk derefter to gange på den aflange knap med de to 'vinger' på højre side af skærmen. Så er du tilbage ved hovedmenuen.