Med henblik på smertebehandling efter operationen, bør du inden operationsdagen købe smertestillende håndkøbsmedicin. Vi anbefaler Pamol-, Panodil- eller Pinex-tabletter á 500 mg, og hvis du ikke har problemer med mavesår – Ipren, Ibumetin eller Ibuprofen på tablet á
200 mg.
Denne medicin skal du bruge, når du kommer hjem efter operationen. Du behøver derfor ikke at medbringe den på operationsdagen.
Personalet informerer dig om den smertebehandling, der er relevant for dig efter operationen.
Medmindre andet er aftalt, skal du tage 1 g (2 stk.) Pamol/Panodil eller Pinex maks. 4 gange dagligt. Vi anbefaler, at du tager 2 tabletter Pamol/Panodil eller Pinex og 2 tabletter Ipren/Ibumetin eller Ibuprofen á 200 mg som forebyggende smertebehandling 1 time før, du skal møde.
Hvis du i det tidsrum, du opholder dig på hospitalet, vanligt tager medicin, skal du selv medbringe det.