DBH_logo_aflangt_1667x588.jpg

 

Hospitalsenhed Midt topper Dagens Medicins rangliste over palliativ behandling af kræftpatienter. Indsatsen er ledet af Diagnostisk Center i Silkeborg men har funktioner i både Silkeborg, Viborg og Skive.

08-02-2020

Regionshospitalet Silkeborg ligger nummer 1 og Regionshospitalet Viborg nummer 4 på Dagens Medicins rangliste over palliativ behandling inden for onkologien. Dermed er Hospitalsenhed Midt helt i top, når det gælder lindrende behandling til kræftpatienter.

Hospitalsenhed Midts palliative indsats er ledet fra Klinik for Lindrende Behandling hos Diagnostisk Center i Silkeborg, men har kontor og aktiviteter i både Silkeborg, Viborg og Skive. Herfra ydes hjælp til lindrende behandling til blandt andre kræftpatienter, KOL-patienter, hjertepatienter og neurologiske patienter i den sidste del af livet, hvor anden behandling typisk er stoppet.

Hurtig indsats betyder meget

- Vores fokus er altid på, at pateinterne har brug for lindring – og at der altid er noget, vi kan gøre for at bedre patientens situation. Derfor rykker vi hurtigt ud og hjælper med at vurdere, hvordan vi bedst kan hjælpe patienten, fortæller specialeansvarlig overlæge Peter Haahr og peger på, at netop den hurtige hjælp er afgørende for patienterne.

Ifølge Dagens Medicin har flere hospitaler svært ved at overholde kravet om behandling senest 10 dage efter henvisning. Kun i Region Midtjylland får flere end 90 procent af patienterne behandling inden for de 10 dage, og derfor er flere midtjyske hospitaler også at finde i den øverste del af ranglisten, som er baseret på opgørelser fra de kliniske databaser.

På Klinik for Lindrende Behandling peger afdelingssygeplejerske Heidi Møller samtidig på, at den flotte placering i høj grad skyldes en holdindsats fra alle involverede faggrupper:

- Palliativ behandling er en tværfaglig indsats, og der er ikke én faglighed, som kan løse hele opgaven. Nogle gange handler det om at hjælpe patienten med smertestillende medicin, men lindrende behandling kan også handle om fysioterapi eller åndelig omsorg fra vores hospitalspræst, siger hun.

Andre parametre er også vigtige

Både Heidi Møller og Peter Haahr understreger dog, at placeringen i Dagens Medicin er baseret udelukkende på talmæssige værdier og kvantitative målinger.

- Der er jo en række andre parametre, som afgør kvaliteten af den palliative behandling, og de indgår ikke i denne undersøgelse, påpeger Peter Haahr.

De palliative teams i Silkeborg og Viborg/Skive kører under normale omstændigheder ud til en stor del af de terminale patienter i de tre kommuner, men det seneste års tid har COVID-19 gjort det nødvendigt at benytte videokonsultationer i stigende omfang. Princippet om hurtig lindrende behandling, har de palliative teams dog ikke ændret på.

- Vi kan jo ikke helbrede patienterne, men vi kan hjælpe med at forbedre deres livskvalitet i den sidste tid, og det har stor betydning for både patienterne og deres pårørende, siger Heidi Møller.

Også sidste år toppede HE Midt listen i Dagens Medicin. Dengang løb teamet i Viborg/Skive med førstepladsen, mens Silkeborg lå nummer 4.