15-06-2021 (Opdateret 16-06-2021)

Patienter, der bliver berørt af sygeplejerskernes strejke, får direkte besked. 

Et flertal i Dansk Sygeplejeråd har stemt nej til et mæglingsforslag fra Forligsinstitutionen og indleder strejke fra midnat natten mellem fredag den 18. og lørdag den 19. juni 2021.

Strejken betyder, at Region Midtjylland er nødt til at udsætte en række behandlinger på regionens hospitaler. På Hospitalsenhed Midt rammer strejken udvalgte afdelinger på regionshospitalerne i Viborg og Silkeborg.

Du får direkte besked, hvis din behandling på et af Region Midtjyllands hospitaler bliver udsat. Beskeden kommer enten via en opringning eller en sms. Vi begynder at kontakte patienter, som får udsat deres behandling, fra onsdag den 16. juni 2021. 

Der udsættes kun behandlinger på de områder, der er udpeget til konflikt.

Hvis du ikke får besked om andet, skal du møde op til aftalt tid. Du skal ikke gøre yderligere.

Region Midtjylland varetager fortsat kritiske og akutte behandlinger under strejken. Det sker ved hjælp af det nødberedskab, som er aftalt med Dansk Sygeplejeråd.

Sådan rammer strejken på Hospitalsenhed Midt

Følgende afsnit på Hospitalsenhed Midt er udtaget til konflikt:

  • Operation og Intensiv, Dagkirurgi Heibergs Allé 5A, 8800 Viborg
  • Center for planlagt kirurgi, Anæstesi, Falkevej 1A, 8600 Silkeborg
  • Center for planlagt kirurgi, Operation Falkevej 1A 8600 Silkeborg
  • Center for planlagt kirurgi, Ortopædkirurgi Falkevej 1A, 8600 Silkeborg
  • Center for planlagt kirurgi, Dagkirurgi Falkevej 1A, 8600 Silkeborg
  • Center for planlagt kirurgi, Friklinik Falkevej 1A, 8600 Silkeborg

Konflikten vil i løbet af de første 14 dage betyde aflysning af i alt 2.193 operationer, endoskopier og ambulante besøg på Hospitalsenhed Midt.

På Regionshospitalet Viborg er der tale om aflysning af 37 operationer, 4 ambulante besøg og 13 endoskopier – primært ortopædkirurgi, mave-/tarmkirurgi, urologi og et mindre antal gynækologiske indgreb.

På Regionshospitalet Silkeborg vil der i løbet af de første 14 dage med konflikt blive aflyst 424 operationer og 1715 ambulante besøg – primært ortopædkirurgi og øjenkirurgi (grå stær) samt patienter i søvnklinikken og et mindre antal mandlige sterilisationer.

På Regionshospitalet Silkeborg er 178 medarbejdere udtaget til konflikt, og på Regionshospitalet Viborg er 35 medarbejdere udtaget til konflikt.

Se hvilke af regionens øvrige afdelinger, der er udtaget til strejke og mere om, hvordan du skal forholde dig som borger/patient på Region Midtjyllands hjemmeside.