Patienter, der behandles i planlagte forløb placerer Hospitalsenhed Midt højt på tilfredshedsskalaen sammenlignet med landsgennemsnittet, mens de nybagte mødre også kvitterer for gode forløb og imødekommende og venligt personale.

17-03-2021

Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) har netop offentliggjort resultaterne af deres spørgeskemaundersøgelser, hvor Hospitalsenhed Midt, hospitalerne i Viborg, Silkeborg og Skive, udemærker sig i forhold til landsgennemsnittet.

Særligt patienter, der behandles i et planlagt forløb – enten under indlæggelse eller ambulant – er tilfredse med deres behandling i Hospitalsenhed Midt. Faktisk placerer patienternes svar Hospitalsenhed Midt på eller over landsgennemsnittet på samtlige parametre i undersøgelsen, hvor 97 procent af patienterne er tilfredse med deres pleje og 98 procent finder personalet både venlige og imødekommende.

Også de nybagte mødre har stor ros til personalet i Hospitalsenhed Midt. 93 procent svarer, at de får den støtte, de har brug for under fødslen, 99 procent føler, at deres partner blev inddraget efter fødslen, mens 89 procent er tilfredse med deres samlede fødselsforløb. Besvarelserne i LUP Fødende placerer Hospitalsenhed Midt på eller over landsgennemsnittet på samtlige parametre.

I delundersøgelsen LUP Akut finder 83-86 procent af patienterne på henholdsvis akutmodtagelser og akutklinikker den information, de får, givtig og forståelig, mens 76-80 procent er tilfredse med deres behandling. Dog savner de information om deres ventetid og mulighed for adspredelse i venteværelset.

Resultaterne kan tilskrives personalet

Med undtagelse af nogle enkelte spørgsmål under LUP Akut placerer Hospitalsenhed Midt sig enten på samme niveau eller over gennemsnittet i forhold til landsniveauet, og det resultat kan vi ifølge hospitalsdirektør for Hospitalsenhed Midts hospitaler i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive, Thomas Balle Kristensen, være stolte af:

- De flotte resultater kan i høj tilskrives vores dygtige medarbejdere, som hver dag yder en kæmpe stor indsats for at give patienter og fødende den bedste behandling og de bedst mulige forløb, siger Thomas Balle Kristensen på vegne af hospitalsledelsen, som også består af lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen og sygeplejefaglig direktør Mette Fjord Nielsen.

Thomas Balle Kristensen sender også en stor tak til de 6696 patienter og fødende, der har haft berøring med Hospitalsenhed Midt for at have taget sig tid til at besvare de omfattende spørgeskemaer:

- Svarene er afgørende for, at vi kan blive ved med at udvikle vores hospitaler og gøre patientoplevelserne endnu bedre, fastslår han.

LUP er anderledes i år

LUP er under udvikling og konceptet ændres gradvist frem til slutningen af 2021. Derfor er det ikke muligt at sammenligne enkelte afdelingers resultater med tidligere år, blandt andet fordi undersøgelserne bygger på stikprøver. Der vil igen være sammenligningsgrundlag mellem LUP 2020 og LUP 2021, mens man på baggrund af årets undersøgelse kun kan sig til resultaterne i forhold til landsresultatet. 

LUP Somatik rummer 3 undersøgelser – dels for akut indlagte patienter, dels for planlagte indlagte patienter og dels for planlagt ambulante patienter. LUP Akut rummer svar fra patienter på akutmodtagelsen og patienter på akutklinikker, mens nybagte mødre i LUP Fødende bedømmer den hjælp, de har fået af deres fødested før, under og efter fødslen.

                                 LUP_DSC7897_1040px.jpgLUP_DSC7799_1040px.jpg

foto: Agata Lenczewska-Madsen

Faktaboks

Nedenfor ses det, hvordan Hospitalsenhed Midt placerer sig i forhold til de øvrige hospitaler i Region Midtjylland for LUP Somatik, LUP Akut, LUP Fødende.

LUP Somatik:

  • Hospitalsenhed Midt har den højeste tilfredshed i Region Midtjylland hos planlagt indlagte patienter baseret på antal svar under, på og over gennemsnittet i forhold til landsresultatet
  • Hospitalsenhed Midt har den højeste tilfredshed i Region Midtjylland hos de ambulante indlagte patienter baseret på antal svar under, på og over gennemsnittet i forhold til landsresultatet
  • Hospitalsenhed Midt har den tredje højeste tilfredshed i Region Midtjylland hos akut indlagte patienter baseret på antal svar under, på og over gennemsnittet i forhold til landsresultatet

LUP Akut:

  • Hospitalsenhed Midt har den anden højeste tilfredshed i Region Midtjylland hos patienter på akutmodtagelsen baseret på antal svar under, på og over gennemsnittet i forhold til landsresultatet
  • Hospitalsenhed Midt har den anden højeste tilfredshed i Region Midtjylland hos patienter på akutklinikkerne baseret på antal svar under, på og over gennemsnittet i forhold til landsresultatet

LUP Fødende:

  • Hospitalsenhed Midt har den anden højeste tilfredshed i Region Midtjylland hos fødende patienter baseret på antal svar under, på og over gennemsnittet i forhold til landsresultatet

I Hospitalsenhed Midt har 6696 antal patienter udfyldt et spørgeskema i LUP 2020:

  • 294 planlagt indlagte patienter (svarprocent: 74%)
  • 5020 planlagt ambulante patienter (svarprocent: 65%)
  • 1062 akut indlagte patienter (svarprocent: 57%)
  • 152 patienter på akutmodtagelse (svarprocent: 51%)
  • 168 fødende kvinder (svarprocent: 56%)