Christian Trolle fra Diagnostisk Center i Silkeborg kunne i dag tage imod årets Initiativpris for Projekt No Need to See. Foto: Region Midtjylland

Et elektronisk beslutningsværktøj, som hjælper lægen med at sortere patienter, er netop blevet belønnet med Region Midtjyllands Initiativpris. Bag projektet står læge Christian Trolle fra Diagnostisk Center i Silkeborg. Årets Smartpris gik til vores kolleger i Horsens.

03-11-2021

Christian Trolle og Diagnostisk Center vinder årets Initiativpris for udviklingen af et No Need to See-systemet, som gavner både patienter og medarbejdere.

Patienter slipper for unødig bekymring

I takt med at der bliver lavet flere og flere billeddiagnostiske undersøgelser på hospitalerne, så bliver der også gjort flere bifund, altså uregelmæssigheder i kroppen, som man tilfældigt støder på i forbindelse med undersøgelse af noget helt andet.

Hvis der er tale om bifund i binyren, så kan der være tale om en godartet knude, som hverken kræver yderligere undersøgelse eller behandling. Men proceduren ved bifund i binyren har alligevel hidtil været, at alle patienter helt rutinemæssigt blev henvist til et nyt forløb til udredning af knuden i binyren med deraf følgende ventetid og bekymring.

Nu har Christian Trolle, læge og endokrinolog i Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg, udviklet et elektronisk beslutningsværktøj, som sammenholder de blodprøver og billeddiagnostiske undersøgelser, patienten allerede har fået lavet. På baggrund af sammenholdningen og et grundigt kig i journalen kan lægen finde frem til de patienter, som ikke har behov for at blive henvist til yderligere undersøgelser af binyren.

Patienten slipper på den måde for et forløb på 4-8 uger med uvished, ventetid og yderligere undersøgelser, inden patienten har fået svar på, at der ikke er tale om sygdom i binyren. Samtidig får lægerne mere tid til at se de borgere, som har brug for behandling. Derfor vinder løsningen Region Midtjyllands Initiativpris 2021.

- Det er en løsning, som vi ser et stort spredningspotentiale i. Løsningen er faktisk allerede spredt til andre afdelinger. Det er en beundringsværdig løsning med markante resultater. En løsning, der både bidrager til at mindske bekymring blandt patienter, og som samtidig bidrager til, at man kan målrette ressourcerne til de patienter, der har mest brug for det, siger regionsrådsmedlem Lone Langballe (DF) på vegne af priskomiteen.

Læs tidligere omtale af No Need to See.

Fast farmakonom i sengeafsnit

Ortopædkirurgien på Regionshospitalet Horsens og Hospitalsapoteket har i samme omgang vundet Smartprisen for et forbedringstiltag, der betyder, at der i alle ugens hverdage er en lægemiddelkyndig farmakonom på arbejde i det ortopædkirurgiske sengeafsnit.

Baggrunden for forbedringstiltaget var et ønske om at anvende de sygeplejefaglige ressourcer, hvor de gav størst værdi for patienterne ved at reducere plejepersonalets forbrug af tid i medicinrummet.

Hensigten var samtidig at højne patientsikkerheden og kvaliteten i de ortopædkirurgiske patientforløb ved at understøtte afsnittets medicinhåndtering ved at inddrage apotekets faglige kompetencer.

- Det er en løsning, der på én gang sikrer den bedste kvalitet i behandling direkte til patienten – i form af blik for rette medicin, opdateret Fælles Medicin Kort, øje for krydsmedicinering og meget andet – en løsning der har vigtigt fokus på patientsikkerhed, og en løsning der samtidig er forbilledlig i sit fokus på at koble spidskompetencer mellem forskellige fagligheder, siger regionsrådsmedlem Mette Valbjørn (S) på vegne af priskomiteen.

Priserne ledsages af et beløb på 25.000 kroner. Pengene kan bruges på udvikling, for eksempel besøg af en ekstern eller intern specialist efter eget valg, studiebesøg eller andre relevante initiativer.

Hospitalsenhed Midt havde også en kandidat med i opløbet om årets Smartpris, eftersom Røntgen og Skanning i Diagnostisk Center var nomineret for sit nye observationsafsnit.

Læs om Røntgen og Skannings Observationsafsnit her.

 

Fakta

Initiativprisen gives til en person eller afdeling, som har skabt en ny løsning, der giver værdi for borgerne, skaber sammenhæng, bedre kvalitet og er bæredygtig for medarbejdernes trivsel og arbejdsmiljø, for den gode arbejdsplads og i forhold til klima og miljø.

Smartprisen gives til en person eller afdeling, som har fået øje på en god løsning et andet sted og tilpasset den, så den giver værdi for borgerne, skaber sammenhæng, bedre kvalitet og er bæredygtig for medarbejdernes trivsel og arbejdsmiljø, for den gode arbejdsplads og i forhold til klima og miljø.

Initiativprisen og Smartprisen uddeles af regionsrådet. Priskomitéen er:

  • Annette Roed (S)
  • Dorte West (V)
  • Lone Langballe (DF)
  • Mette Valbjørn (S)
  • Nicolaj Bang (C)