Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt.
03-06-2022
Skulder-Café i Silkeborg samler flere behandlingsindsatser til borgere med skulderproblemer for at give dem bedre koordinerede behandlingsforløb.
Skulderproblemer er hyppige i den generelle befolkning og især hyppige hos medarbejdere i skulderbelastende erhverv. Behandlingen kræver ofte gentagne besøg hos flere sundhedsfaglige behandlere, hvilket fører til delvise og ofte ukoordinerede udrednings- og behandlingsforløb.
Et nyt ph.d.-projekt fra Aarhus Universitet, Health og Regionshospitalet Silkeborg har haft til formål at udvikle og evaluere en ny intervention, kaldet Skulder-Caféen, på baggrund af positive resultater i et pilot-studie. Skulder-Caféen samler flere behandlingsindsatser til borgere i skulderbelastende erhverv med skulderproblemer.
109 deltagere fra 60 virksomheder blev tilfældigt opdelt i to grupper, som enten deltog i Skulder-Caféen eller i en kontrolgruppe, der modtog vejledning i en individuel konsultation. Kontrolgruppen modtog træningsøvelser og information om, hvordan man kan reducere skulderbelastninger, mens deltagerne i Skulder-Caféen blev inviteret til tre gruppebaserede café-møder, som bestod af networking, klinisk skulderevaluering, undervisning relateret til skulderen samt træning og tilbud om et arbejdspladsbesøg.
Skulder-Caféen viste sig dog ikke at være mere effektiv til at reducere skulderproblemer end den individuelle vejledning og træningsøvelser gjorde. Derudover viste projektet også, at skuldersmerter i forbindelse med træning ikke var en barriere for efterfølgende træning.
- Skulder-Café interventionen var vores bud på en ny indsats til at reducere skulderproblemer hos medarbejdere i skulderbelastende erhverv, men baseret på resultaterne, er det måske ikke Skulder-Café interventionen, vi skal gå videre med, siger Jeanette Trøstrup, projektfysioterapeut og ph.d.-studerende.
Ph.d.-projektet er gennemført af Jeanette Trøstrup, der forsvarer sin afhandling om projektet "Reduktion af skulderproblemer og skulderbelastende arbejde" den 10/06 2022 kl. 13 i Lillesøsalen, VIA University College, Campus Silkeborg, 8600 Silkeborg.