Hospitalsenhed Midt er som det første sted i Danmark i gang med at afprøve et nyt behandlingstilbud, hvor udvalgte borgere modtager hospitalsbehandling i ...

08-07-2022

Hospitalsenhed Midt er som det første sted i Danmark i gang med at afprøve et nyt behandlingstilbud, hvor udvalgte borgere modtager hospitalsbehandling i eget hjem. Tilbuddet er netop trådt i kraft i Silkeborg Kommune, og behandlingen i hjemmet sker i et i samarbejde mellem kommune, almen praksis, præhospital og regionshospital.

Hospitalsbehandling i eget hjem er nu et tilbud i både Silkeborg, Skive og Viborg kommuner. Det startede i Skive og Viborg, men er nu også udvidet til at omfatte patienter i Silkeborg Kommune. Hospitalsenhed Midt er ansvarlig for behandlingen, og tilbuddet er allerede afprøvet på en række patienter. De foreløbige tilbagemeldinger er positive og lovende for fremtiden.

En indlæggelse på hospitalet kan være belastende for ældre patienter og sker i nogle tilfælde, fordi der mangler et bedre alternativ. Det nye behandlingstilbud i Hospitalsenhed Midt er et alternativ til netop akut indlæggelse for udvalgte ældre medicinske patienter. Indlæggelse på hospitalet er nemlig ikke altid den bedste løsning for alle patienter, viser viden og erfaring.

Hjemmet bliver hospital

Tilbuddet er det første tilbud i Danmark, hvor speciallæger på hospitalet behandler udvalgte akut syge ældre patienter i deres eget hjem uden at have set dem fysisk først. Det fungerer således, at praktiserende læge, vagtlægen eller lægen fra akutlægebilen ser den syge patient og ringer til hospitalet for i dialog med en af hospitalets akutlæger at vurdere, om patienten er egnet til at modtage hospitalsbehandling i eget hjem.

Hvis patienten er egnet til det, overtager hospitalets akutlæge ansvaret for behandlingen og laver en plan for behandlingen. Herefter kører en sygeplejerske fra kommunens akutteam, der fungerer som brobygger og talerør for hospitalets akutlæge, ud til patienten i hjemmet og starter behandlingen op.

- Vi kan allerede nu se positive indikationer på, at organiseringen virker; vi kan, ved at ændre samarbejdet mellem hospital, kommuner, almen praksis og præhospitalet, behandle nogle patienter i eget hjem, og patienterne er glade for at blive behandlet i eget hjem frem for på hospitalet. Derfor går vi nu i gang med at afprøve tilbuddet på endnu flere patienter, så vi kan få mere viden, som vi kan bruge til at udvikle samt validere tilbuddet, siger Iben Duvald, der er projektleder og ansat på Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet og fungerer som forskningsansvarlig antropolog i Akutafdelingen på Hospitalsenhed Midt.

De foreløbige tilbagemeldinger på tilbuddet viser, at patienterne, der har prøvet det indtil videre, har været glade for at blive behandlet i eget hjem. Det samme gælder de pårørende. Ved opstarten af behandlingen i hjemmet bliver patienterne spurgt, om de helst vil behandles i eget hjem, eller om de ville ønske, at behandlingen foregik som en akut indlæggelse på hospitalet. Ifølge Iben Duvald vil mange ældre patienter helst ikke indlægges fysisk, blandt andet fordi deres daglige rutiner bliver sat ud af spil.

Virtuel stuegang

Hver dag, mens patienten er indlagt i eget hjem, "går" den ansvarlige akutlæge fra hospitalet stuegang, hvor vedkommende taler med akutteamet. Det foregår telefonisk eller virtuelt, hvor patienten er fysisk sammen med den kommunale sygeplejerske fra akutteamet i hjemmet, mens akutlægen deltager virtuelt i stuegangen via en skærm.

Sygeplejerskerne fra kommunernes akutteam er blevet klædt på til opgaven af specialister fra Hospitalsenhed Midt og kan eksempelvis tage blodprøver på patienterne. I behandlingsforløbet arbejder de tæt sammen med den kommunale hjemmepleje omkring opgaverne i hjemmet. Patienterne, der bliver vurderet egnet til behandling i hjemmet, kan for eksempel have urinvejsinfektion, diarre, lungebetændelse eller rosen, som de skal behandles for.

- Det helt afgørende i tilbuddet er, at den henvisende læge, praktiserende læge, vagtlægen eller lægen fra akutlægebilen, har set patienten fra starten. Det giver den nødvendige tryghed at vide, at de har været med til at vurdere, at patienten er egnet til at modtage behandling i eget hjem. Vores mål med tilbuddet er blandt andet at øge patienternes tilfredshed ved at imødekomme patienternes ønske om at blive hjemme under behandlingen, siger Iben Duvald.