Børn og Unges 50 års fødselsdag bliver fejret med et brag af en fest tirsdag den 1. november. Der vil være forskellige indslag igennem dagen med blandt andet...

221010 Børn og Unge Fødselsdag_DSC3049_1040px.jpg

Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt. 

20-10-2022

Børn og Unges 50 års fødselsdag bliver fejret med et brag af en fest tirsdag den 1. november. Der vil være forskellige indslag igennem dagen med blandt andet en tryllekunstner, hospitalsklovne og bamsehospital.

Festlighederne foregår tirsdag den 1. november fra klokken 10-16 i den gamle forhal på Regionshospitalet Viborg (indgang F).

Alle nuværende og tidligere patienter samt øvrige borgere er velkomne til at kigge fordi. Der bliver rig mulighed for at få stimuleret forskellige sanser, når Børn og Unge byder på en kæmpe kagemand og byder op til koncert.

Der vil også være mulighed for at se et trylleshow eller være aktive på en motorikbane med legeheltene, der løbende kommer i afdelingen og laver fysiske aktiviteter med de indlagte børn.

Hospitalsklovnene står også for et klovneoptog, og en kunstner vil lave en træskulptur til hospitalets nye legeplads. Derudover vil der være en udstilling af tegninger, som byens børn har lavet til afdelingen i anledningen af fødselsdagen.

Børnene og deres familier er i centrum

- I Børn og Unge er vi i kontakt med mange børn med akutte eller kroniske sygdomme. Vi er der for dem døgnet rundt, og vores dør er altid åben. Vores mantra har alle 50 år været, at børnene og deres familier er i centrum. Vi tager ikke bare vare om børnenes sygdom – vi ser på helheden og tager vare om både børnene og familien. Derfor er det helt naturligt for os, at vi gerne vil fejre vores runde fødselsdag med dem, siger cheflæge Jens Peter Nielsen fra Børn og Unge og fortsætter:

- Vi har i afdelingen et stort fokus på vores kollegiale sammenhold og samarbejde. Det giver sig blandt andet til udtryk ved, at mange af vores ansatte har været ansat i mange år. Samtidig prioriterer og værner vi om den opgave, vi har med at uddanne studerende og ansatte, og det har igennem årene givet os ry for at være et godt sted at blive uddannet.

Jens Peter Nielsen udgør afdelingsledelsen i Børn og Unge sammen med chefsygeplejerske Ann Bossen Herling.

Stor faglig stolthed

- De ansatte i Børn og Unge er utrolig engagerede, og de arbejder konstant med at finde de bedste løsninger for både patienter, pårørende og ansatte. Det kendetegner arbejdet i afdelingen, og det afspejler sig også i det program, der er lavet for fødselsdagen. I Børn og Unge bærer vi en faglig stolthed – vi gør os umage i alt, hvad vi laver, og derfor skal vores 50 års fødselsdag også fejres med manér, lyder det fra Ann Bossen Herling.

I 50 år har ansatte i Børn og Unge på Regionshospitalet Viborg taget sig af områdets yngste patienter, når de er blevet syge eller har haft behov for akut behandling på hospitalet. De har udredt og behandlet omkring 500.000 børn i løbet af de 50 år.

Tegninger søges fra byens børn

Børn og Unge ønsker sig tegninger fra børn og unge i fødselsdagsgave. Tegningerne skal blandt andet bruges til en udstilling på selve fødselsdagen i hospitalets gamle forhal (indgang F). Temaet for tegningerne er "Hvordan kan du være en god ven til en patient på hospitalet?".

Alle børn er velkomne til at tegne en tegning til afdelingen og scanne den eller sende et foto af den til mailen marieg@rm.dk.

Se hele programmet for fødselsdagsfesten på www.BU-50aar.hemidt.dk