Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt.
11-08-2022
Ro til at trække sig tilbage og give sig hen – det er formålet med et nyt sanserum i Børn og Unge afsnittet på Regionshospitalet Viborg.
I Børn og Unge har det længe været et stort ønske at få et sanserum til de børn og unge, der har behov for at trække sig tilbage og få ro omkring sig forud for en undersøgelse og for de forældre, der sidder med et ængsteligt barn, der skal falde til ro. Her kan man forsvinde ind i et parallelt univers og se på stjerner, tage på safari, danse på en blomstereng eller svømme under havet med hajer.
Sådan føles det i hvert fald, når der afspilles en af rummets ti forskellige film med dertilhørende dæmpet musik. Sanserummet er nemlig et såkaldt snoezelen – et rum, der kan give et kravfrit og nondirektivt miljø med vægt på sanseoplevelser. Og det er noget, som de ansatte på Børn og Unge afsnittet på Regionshospitalet Viborg har drømt om at kunne tilbyde deres patienter i flere år. Det fortæller Tina Bay Munch, der er oversygeplejerske på Børn og Unge afsnittet.
- Vi har længe ønsket os et sanserum, hvor patienter og pårørende kan trække sig tilbage for en kort stund. Ud over at de kan bruge sanserummet som et pusterum fra hospital og behandling, så er det også håbet, at vores fysioterapeuter og ergoterapeuter kan få glæde af at bruge rummet til træning med patienter, siger hun.
Det nye sanserum i Børn og Unge udfordrer alle sanserne. Her er både vandseng, hængekøjer, bobler, stjernehimmel, dæmpet belysning og beroligende musik samt mulighed for at se små filmklip.
Sanserummet er blevet en realitet ved hjælp af private donationer. Bilka Viborg har indstillet projektet til Købmand Ferdinand Sallings Mindefond, som har støttet projektet med 180.000 kroner. Derudover har projektet også modtaget en donation fra Viborg Borger- og Haandværkforening.
- Donationerne betyder rigtig meget for os. Det har længe været en stor drøm for os at åbne sanserummet, og nu kan vi endelig give patienterne et sted, der kun er deres. Det handler om at komme ind og få en kropsbevidsthed og mærke sig selv i det her rum. Vi har for eksempel mange børn med funktionelle lidelser og ondt i maven, men hvor det i flere tilfælde faktisk drejer sig om hovedet i stedet for. Her skal rummet fungere som en del af en behandling med fysio- og ergoterapeuter, hvor netop sanseoplevelserne spiller en stor rolle, siger Tina Bay Munch.
Sanserummet blev indviet torsdag formiddag og er nu klar til at blive indtaget af både små og lidt større patienter.