Julie Pihl (til højre) har været med til at starte den fælles stuegang op i Børn og Unge.

15-03-2022

Uddannelse: Et nyt initiativ i Børn og Unge skal sikre interprofessionel læring og samarbejde mellem de studerende, der er i gang med at uddanne sig til læger og sygeplejesker. Lægestuderende og sygeplejestuderende er som følge af initiativet begyndt at gå stuegang sammen for at lære med, fra og om hinanden.


Interprofessionel læring og samarbejde – også forkortet IPLS – er, når to studerende med forskellig uddannelsesmæssig baggrund lærer med hinanden, fra hinanden og om hinanden. Formålet er at forbedre det tværfaglige samarbejde med patienten i centrum. 

I Børn og Unge er der sat fokus på IPLS, og det er blevet en del af læringsmiljøet i afdelingen. Det har medført, at de medicinstuderende og sygeplejestuderende er begyndt at gå fælles stuegang.

De studerende tildeles parvis 1-2 patienter, som de går daglig stuegang hos. Patienterne har enkle problemstillinger, som de studerende skal arbejde med under supervision.

Øger forståelsen for roller og arbejdsopgaver

De foreløbige erfaringer med den fælles stuegang peger på, at muligheden for at arbejde selvstændigt med en anden studerende øger forståelsen for deres roller og arbejdsopgaver. Nogle studerende har endda sagt, at de har fået mere selvtillid og udbytte af klinikopholdet ved at have gået fælles stuegang med en anden studerende.

IPLS på Børn og Unge er iværksat i samklang med den nye studieordning på Health, Aarhus Universitet. IPLS bidrager blandt andet til at gøre de medicinstuderende klar til deres kliniske basis uddannelse (KBU).

Børn og Unge har løbende tilknyttet 8-10 medicinstuderende i 4 ugers forløb.

Det er medicinstuderende fra 3. semester på kandidatuddannelsen, som faciliterer IPLS som en del af deres selvtilrettelagte klinikforløb på 8 uger.