Grete Kastbjerg bliver kontaktet, hvis der er brug for Vågetjenesten - Viborg. Vågerne kan hjælpe dag og nat - og samarbejder med Regionshospitalet Viborg.

240904-Vågetjenesten_03_intra-og-nyheder.jpg

Grete Kastbjerg har været våger siden 2019 og er i dag aktivitetsleder i Vågetjenesten - Viborg. Foto: Agata Lenczewska-Madsen

12-09-2024

Grete Kastbjerg er den person, som bliver kontaktet, hvis der er brug for Vågetjenesten - Viborg. Vågerne, som blandt andre samarbejder med Regionshospitalet Viborg, tilbyder deres hjælp dag og nat.

Vågetjenesten er 55-årige Grete Kastbjergs hjertebarn.

Hun er aktivitetsleder for Vågetjenesten - Viborg, som drives af Røde Kors og har et tæt samarbejde med Regionshospitalet Viborg.

- Min mor blev 2019 ramt af akut leukæmi, og jeg tog plejeorlov for at passe hende. I den periode besluttede jeg mig for, at jeg ville gøre mit til, at ingen mennesker i Danmark dør alene, siger Grete Kastbjerg.

Efter moderens død, meldte Grete Kastbjerg sig som frivillig i Vågetjenesten - Viborg, og i november sidste år blev hun ny aktivitetsleder. Det er derfor hende, at eksempelvis Regionshospitalet Viborg ringer til, hvis der er behov for hjælp fra en våger.

- Jeg synes, at vi har fået skabt et rigtig godt netværk af vågere, og jeg kan bare mærke, at folk vil det her. Vores yngste våger er 20 år – den ældste 92, siger Grete Kastbjerg, som er uddannet ernæringsassistent og blandt andet har arbejdet i produktionskøkkenet på Regionshospitalet Viborg.

Kan du huske din første opgave som våger?

- Det var på Liselund Plejehjem, og jeg havde på forhånd sagt, at jeg sagtens kunne klare en hel nattevagt. Jeg satte mig i en stol ved siden af den døende, en ældre kvinde, som lå helt stille i sin seng. På et tidspunkt vågnede jeg så og opdagede, at hun havde vendt sig om på den anden side. Jeg tænkte: Det er løgn - jeg er faldet i søvn, siger Grete Kastbjerg, som fik dårlig samvittighed.

Det viste sig, at en af medarbejderne på plejehjemmet havde været inde og ændre på den døendes position i sengen.

Grete Kastbjerg fik at vide, at hendes dårlige samvittighed var ubegrundet. Det blev påskønnet, at hun var der, og hun skulle nok være vågnet, hvis der var sket noget med den døende.

- Det er ligesom med små børn. Selv om man er faldet i søvn, så lytter man, siger Grete Kastbjerg.

Forhistorie betyder intet

Grete Kastbjerg fortæller, at Vågetjenesten - Viborg tilbyder at våge både dag og nat. Nogle nattevagter er kun på tre-fire timer, mens andre varer en hel nat. Det er op til den enkelte våger, hvor meget man kan klare.

Er det svært at være våger?

- Jeg mener, at alle kan være våger, hvis man har hjertet på det rette sted, siger Grete Kastbjerg og holder en kort talepause.

- Jeg synes faktisk, at døden er smuk, hvis man kommer herfra på en værdig måde. Det er jo typisk ældre personer, som vi sidder hos, og det er naturligt, at de skal dø.

- Det er for det meste fredfyldt, men hvis den døende for eksempel får smerter eller søvnapnø (vejrtrækningen stopper midlertidigt), skal vi få fat i eventuelt personale eller ringe efter hjælp, siger Grete Kastbjerg.

Det er sjældent, at der er decideret dialog med den døende, men Grete Kastbjerg gør meget ud af at gøre vedkommende er opmærksom på, at hun er tilstede.

- Som det første siger jeg altid: Jeg hedder Grete, jeg kommer fra Røde Kors, og jeg er kommet for at passe på dig, siger Grete Kastbjerg.

Hun kommer for at give nærvær og kærlighed, og i den sammenhæng er den døendes forhistorie irrelevant for hende.

- Det kan være hvem som helst. Det ændrer ikke noget for mig. Alle mennesker er lige, når de skal dø, siger Grete Kastbjerg.

Har en drøm

I øjeblikket er der 23 vågere, som er tilknyttet Vågetjenesten - Viborg.

Grete Kastbjerg er taknemlig for alles indsats, men hun håber på, at der kommer mange flere frivillige til, så det på sigt bliver muligt at udvide vågetjenestens arbejdsopgaver.

- Jeg kunne godt tænke mig, at vi ikke kun sad hos de døende, men også kunne yde en indsats for terminale patienter, som måske har nogle måneder tilbage at leve i. Her kunne vi være med til at give noget livskvalitet i den sidste tid og samtidig aflaste de pårørende.

- Det er min drøm, at vi kan gøre det, siger Grete Kastbjerg.

240904-Vågetjenesten_07_intra-og-nyheder.jpg

Grete Kastbjerg glæder sig over, at Vågetjenesten - Viborg er i stand til at sidde hos døende både dag og dag. Det skyldes blandt andre 23-årige Lærke Bak (t.h.), som også er våger. Foto: Agata Lenczewska-Madsen

Vågetjenesten

Vågetjeneste Røde Kors Viborg består pt. af 23 frivillige, som alle tilbyder at være tilstede, når en person skal dø.

Frivillige i vågetjenesten er der som erstatning for eller aflastning af pårørende, men indgår ikke i plejen af den døende.

Vågetjenesten tilbyder hjælp både dag og nat – og samarbejder med blandt andet hospitaler og plejehjem. Vågerne tager også ud i private hjem.

På Regionshospitalet Viborg har vågetjenesten en fast kontaktperson.

De frivillige i vågetjenesten mødes cirka hver tredje måned. I september har de været på rundvisning på Regionshospitalet Viborg, hvor de blandt andet besøgte kapellet.

Kunne du tænke dig at være våger eller høre mere om Vågetjenesten, så kan du kontakte aktivitetsleder Grete Kastbjerg på telefon: 28722437.