190116_MTB_voksduglive02_1040px.jpgDetaljer blev studeret og kontakter undersøgt, da personalet fra Mave-, Tarm- og Brystkirurgi onsdag var på besøg i deres kommende rammer. Se flere billeder nederst på siden.

Medarbejdere fra Mave-, Tarm- og Brystkirurgi gik onsdag eftermiddag på opdagelse i deres fremtidige rammer i det nye akutcenter. Besøget var et led i forberedelserne til indflytningen og en måde at lære de nye lokaler bedre at kende.

17-01-2019

- Husk nu, at der er overraskelser til de mest nysgerrige, råber flyttekoordinator og souschef Stina Hansen, mens hendes kolleger spreder sig over gangen og ind i de forskellige rum.

Et øjeblik senere kommer flere af dem ud med triumferende smil og slik i hænderne.

- Jeg har gemt lidt godter rundt omkring i rum og skabe for at gøre alle lidt ekstra nysgerrig på de nye rammer, forklarer Stina Hansen.

Sammen med kollegerne fra Mave-, Tarm- og Brystkirurgi er hun onsdag eftermiddag taget på udflugt til afdelingens fremtidige rammer i det nye akutcenter. Målet er at lære de nye lokaler at kende og få en bedre fornemmelse af afstande og indretning.

Voksdug live

Ud over Mave-, Tarm- og Brystkirurgi har også Fysiologi i denne uge haft mulighed for at studere deres fremtidige rammer. Og i de kommende uger følger resten af de i alt 9 flyttende afdelinger efter.

Arrangementet er en forlængelse af Voksdug-forløbet, hvor læger, sygeplejersker, sekretærer og andre faggrupper har studeret indretning og øvet arbejdsgange over en voksdug med plantegningerne for deres kommende afdeling. ”Voksdug live” kaldes besøgene på byggepladsen derfor, fordi plantegningen nu forvandles til fysisk virkelighed.

- Nogle få af os har været her, da det stod helt råt i beton. Ellers har vi kun kigget på tegninger, og det er altså bare noget helt andet at se det i virkeligheden. Det er meget nemmere at forholde sig til, når man står midt i det, mener afdelingssygeplejerske Birgitte Rovsing Vingborg.

Klinikernes input kan ses

Samme vurdering har afdelingslæge Tobias Stadil.

- Vi har jo fulgt med fra sidelinjen og givet input undervejs. Men det er noget helt andet at se det i virkeligheden og fornemme indretning eller se, hvor der er placeret søjler og andet, vurderer afdelingslægen.
Han har blandt andet hæftet sig ved nogle af de detaljer, som han og kollegerne har været med til at give input til.

- For eksempel på de bariatriske stuer, hvor der hænger lifte. Det er noget af det, som vi har været med til at planlægge – og nu kan vi jo se, at de hænger der og er klar til patienterne, siger Tobias Stadil.

Flytning ad to omgange

Mave-, Tarm og Brystkirurgi er blandt de første afdelinger til at flytte ind i det nye akutcenter. Allerede sidst i maj rykker de ind på kliniketagen på plan 4, og senere på året følger så sengeafsnitte på plan 7.

Derfor bliver begge etager studeret grundigt denne onsdag. De lange gange på sengeafsnittene, ensengsstuerne med eget bad og toilet, patienternes spisestue, medicinrum, skyllerum, undersøgelsesrum og personalerum bliver set an og høster anerkendende ord på vejen.

- Det bliver godt, det her, konstaterer en sygeplejerske og høster hurtigt svar fra en kollega:

- Ja, jeg er klar til at flytte NU!