190116_PA_indflytning02_1040px.jpg

Foto: Rikke Dueholm

Projektafdelingen tyvstarter indflytningen og rykker som de første ind i det nye akutcenter ved RH Viborg. Det sker for at være helt tæt på byggeriet i den afsluttende fase.

16-01-2019

Flyttekasserne står stablet langs væggen, mens rullevogne med skriveborde og computere ankommer i en lind strøm. Som de første er Projektafdelingens medarbejdere i denne uge gået i gang med at flytte ind i det nye akutcenter ved RH Viborg.

- Vi ved fra erfaringer andre steder i landet, at en god og tæt styring af den afsluttende fase er helt afgørende for at kunne holde tidsplanen og levere et godt byggeri. Derfor rykker vi tættere på. Samtidig har vi selv overtaget byggeledelsen, så vi har brug for at være til stede på byggepladsen på et helt andet niveau end tidligere, siger projektchef Jeppe Juul Hansen.

Tæt på samarbejdspartnerne

Projektafdelingen har indrettet sig på syvende etage, hvor de kirurgiske sengeafsnit sidst på året skal flytte ind. Herfra har projektfolkene hurtig adgang til resten af bygningen, samtidig med at de er tæt på samarbejdspartnerne i de kliniske afdelinger på det eksisterende hospital.

Ud over Projektafdelingen er også et hold medarbejdere fra Servicecentret og nogle få eksterne rådgivere med særlige fokus på test og færdiggørelse flyttet ind på konterer på samme etage i det eksisterende hospital.

- På den måde skaber vi de bedste rammer for samarbejde omkring færdiggørelse, test og overlevering til driften, siger Jeppe Juul Hansen.

Projektfolkene tager børnesygdommene

Indflytningen i det nye akutcenter betyder samtidig, at Projektfolkene også bliver de første til at smage deres egen medicin, inden den skal deles ud til resten af hospitalet.

- Vi får lige tjekket vores flytteprocedurer igennem, og hvis der skulle være uventede problemer med varme eller ventilation i nybyggeriet, så har vi et ret stærkt incitament til at få det fikset hurtigt, siger Jeppe Juul Hansen med et glimt i øjet.

Første kliniske afdeling flytter ind i det nye akutcenter i slutningen af maj, hvor også den nye hovedindgang og forhal åbner. Herefter fortsætter indflytningerne drypvist resten af året.