190705_Legoflytning05_1040px.jpg

Regionshospitalet Viborgs LEGO-hospital holdt fredag flyttedag. Fremover vil det være at finde i den nye forhal, hvor det inden længe forsynes med et splinternyt akutcenter.

05-07-2019

Rigtige LEGO-byggere bruger ikke lim! Derfor var det med tungen lige i munden og bævrende hjerte, da Projektafdelingen fredag formiddag tog hul på flytningen af det store LEGO-hospital fra hospitalets forhenværende forhal.

Heldigvis gik første etape af flytningen over al forventning, og den store model af hospitalet kunne uden de helt store problemer tage turen ind i det nye akutcenter og med elevatoren ned til etage 2.

Her har LEGO-hospitalet har i første omgang fundet en midlertidig plads i den nye forhal, inden det på næste fredag flytter i blivende rammer. Den hidtidige montre er nemlig gået i stykker og skal erstattes med en ny montre, hvor hospitalet samtidig forsynes med en tilbygning i form af et nyt akutcenter. På den måde vil LEGO-hospitalet også fremover være en – om ikke tro så i hvert fald omtrentlig – kopi af det rigtige hospital.

Projektafdelingen har fået hjælp af fritidsbygger Anders Flyndersøe, som de seneste måneder har sorteret klodser, studeret byggetegninger og været på besøg i Viborg for at kunne gennemføre projektet. På fredag tager han så turen til Viborg for at begynde arbejdet med at bygge det nye akutcenter sammen med det eksisterende LEGO-hospital.

Det eksisterende LEGO-hospital blev bygget tilbage i 2011, og lige som dengang har LEGO Charity også denne gang sponsoreret en stor del af klodserne til projektet.