190919-Røntgen-og-Skanning-smugstarter-i-nye-rammer_DSC6621_1040px.jpg

Selv om der fortsat er 2 måneder til indflytning, har Røntgen og Skanning allerede nu taget de første dele af deres nye rammer i akutcentret i brug. Her øver medarbejderne sig – med hjælp fra rigtige patienter - i det nye udstyr, så rutinen og arbejdsgangene er helt på plads til de første akutte patienter den 12. november.

25-09-2019

- Værsgo at tage plads...

Radiografen smiler og viser med armen vej til det klargjorte leje midt i rummet, inden hun trykker på knapper og guider røntgen-apparatet i rette position.

Selv om der stadig er knap to måneder til Røntgen og Skanning åbner ny akut røntgen- og skanningsfunktion i det nye akutcenter, er medarbejderne allerede nu i fuld gang med at lære de nye rammer og ikke mindst det nye udstyr at kende. Og for at komme godt i mål, får de god hjælp af de nuværende patienter, fortæller afdelingsradiograf Lise Fynboe Nielsen.

- Vi har allerede fået oplæring, holdt workshops og testet det nye udstyr, men vi kan kun blive helt fortrolige med det ved at bruge det i praksis sammen med rigtige patienter. Derfor håndplukker vi hver dag nogle af de patienter, som skal røntgenfotograferes eller have lavet en CT-skanning hos os, og følger dem ned i de nye rammer. Her får de en mindst lige så grundig og kvalificeret undersøgelse, som de ellers ville have fået – og vi får mulighed for at få rutinerne helt på plads, lover afdelingsradiografen.

Hun glæder sig over, at medarbejderne trods den ekstra opgave med forberedelse og oplæring formår at holde fast i arbejdsglæde og begejstring over alt det nye.

- Det koster selvfølgelig nogle kræfter og ressourcer at investere i så omfattende oplæring, så vi har været nødt til at prioritere i opgaverne og fordele personaleressourcerne på en anden måde end vanligt. Men medarbejderne har virkelig løftet i flok og vist stor opbakning – uanset om de selv skal være en del af den nye akutte funktion eller ej, siger Lise Fynboe Nielsen.

Bedre forhold for akutte patienter

Når skadestue og lægevagt den 12. november rykker ind i det nye akutcenter, udvider Røntgen og Skanning samtidig med helt nye lokaler og nyt udstyr til akut røntgen og skanning. Det betyder blandt andet, at de akutte patienter ikke længere skal gå eller køres tværs igennem hospitalet for at blive røntgenfotograferet og skannet i forbindelse med akut sygdom og skade.

- Det er en kæmpe gevinst for vores akutte patienter, som kommer til at opleve mere strømlinede forløb. For os som medarbejdere giver det samtidig mulighed for at gennemføre undersøgelserne hurtigere og mere effektivt – og i et tættere samarbejde med vores kolleger i Akutafdelingen, forklarer Lise Fynboe Nielsen.

Men netop fordi der er tale om akutte patienter og helt nyt udstyr, er der god grund til at træne og forberede sig ekstra grundigt, påpeger hun.

Patienterne lærer os nyt

For radiograferne i Røntgen og Skanning giver de ekstra ugers træning både god mening og ekstra tryghed.

- Patienter er jo forskellige – og det er vi medarbejdere også. Derfor lærer vi noget nyt, hver gang vi har en ny patient hernede. Om hvordan vi bedst indstiller udstyret, opnår den bedste kvalitet af billeder og så videre, så vi kan sikre de bedste røntgenoptagelser til patienternes videre forløb. Og heldigvis er patienterne positivt stemt og tilpasse med at være blandt de første til at få gavn af det nye udstyr, fortæller radiograf Tanja Christensen.

Hun glæder sig ligesom Lise Fynboe Nielsen, til de første akutte patienter bliver en del af de nye rammer midt i november.

De nye rammer er udstyrs- og lokalemæssigt en udvidelse af Røntgen og Skanning, som fremover vil have akut Røntgen og Skanning på etage 1 i det nye akutcenter – og al øvrig røntgen og skanning på etage 3 som hidtil.