Patientsikkerheden var i fokus, da der tirsdag blev trænet i de nye traumestuer på Regionshospitalet Viborg. Træningen skal sikre, at rummene er indrettet optimalt, så rammerne fungerer og alle kan finde rundt, når hospitalet senere på året tager imod de første akutte patienter i det nye akutcenter.

27-03-2019

- Vi har et lille barn på halvanden måned med svært truede luftveje. Vejer 6 kilo. Bragt ind af Falck...

Børnelægen læser op med klar stemme, mens de hvide og blå kitler samler sig om lejet under de store undersøgelseslamper. Foran dem ligger en lille dukke, som de straks går i gang med at give ilt og undersøge.

Tirsdag var eksperter fra flere afdelinger samlet for at træne de akutte kald - både traumekald og medicinske traumekald - i de nye traumestuer i akutcentret på Regionshospitalet Viborg. Seancen var første led i en omfattende træningsindsats, som skal sikre, at rammerne i det nye akutcenter er indrettet optimalt – og at alle kan finde rundt, når patienterne senere på året ankommer til det nye akutcenter.

- Det her handler ikke om at øve faglighed og behandling. I dag øver vi lokaliteter og indretning. Hvor ligger tingene? Hvordan skal jeg stå? Hvordan kommer vi rundt? Hvor henter vi medicin? Alle de ting, som også skal fungere for at vores dygtige læger, sygeplejersker, serviceassistenter og andre fagfolk kan gøre det, de skal omkring patienten, fortæller uddannelsesansvarlig Mette Gjødvad Høy fra HR Uddannelse.

Lærer bedst ved at gøre
- Jeg finder lige en pumpe, siger en sygeplejersker og henter en imaginær pumpe fra en hylde, mens kollegerne giver dukken ilt og står klar til deres del af opgaven.

- Træningen her er på mange måder kulminationen på det planlægningsarbejde, vi har været i gang med længe. Først har vi tænkt tanker, kigget på beton og prøvet at forestille os, hvordan tingene skulle se ud hernede – og nu står vi her så og har mulighed for at træne de forskellige arbejdsgange i de rigtige rammer, siger Tobias Fog-Møller fra Operation og Intensiv.

Han er ikke i tvivl om, at træningen er givet godt ud.

- I teorien kunne vi jo bare gå en tur hernede og få fremvist, hvad der ligger i de forskellige skabe og skuffer. Men vi lærer bedre ved at øve forskellige scenarier igennem og fremtvinge behovet for forskellige remedier, som vi så skal finde frem undervejs, forklarer overlæge Tobias Fog-Møller fra Operation og Intensiv.

Mangler ses i situationen
Midt på eftermiddagen er sidste scenarie spillet igennem på den nye traumestue, og udstyr og rekvisitter pakkes sammen. En god dag, konkluderer deltagerne, mens de takker af og vender tilbage til den virkelige hospitalsverden.

- Det gik rigtig godt. Vi fik vendt nogle spørgsmål, som vi ikke havde svar på forhånd. Heldigvis ikke noget, som giver behov for de helt store ændringer – men spørgsmål, som vil have stor betydning for det fremtidige arbejde på traumestuerne, konkluderer Mette Gjødvad Høy.

Eksempelvis viste der sig et behov for mere bordplads til lægesekretærer og akutsygeplejersker - og en kommode til udstyr. Og tidligt på dagen konkluderede fagfolkene, at de store døre ind til traumestuen kun skal benyttes, når der køres patienter ind og ud fra traumestuerne. Har personalet behov for at hente udstyr undervejs skal det i stedet ske via en anden udgang, så patienterne ikke ligger til skue for forbipasserende.

- Det er sådan noget, som bliver rigtig tydeligt, når man står i situationen og kan se, hvor forkert det virker. Og det er guld værd, at vi får øje på den slags, før vi står med rigtige patienter på stuen, konkluderer Mette Gjødvad Høy.

Tirsdagens træning vil i første omgang danne udgangspunkt for de kommende træningsrunder, hvor kolleger skal lære rammer, udstyr og arbejdsgange at kende. Samtidig får dagens beslutninger også betydning for, hvordan de nye traumestuer bliver indrettet og ser ud, når Akutafdelingen til efteråret rykker ind i det nye akutcenter.