Det, der er blevet trænet, går godt, viser erfaringer fra tidligere flytninger. Derfor træner medarbejderne fra Hjerteafsnit for tiden på højtryk i de nye rammer, så patienterne kan være i helt trygge hænder, når Hjerteafsnit som det første sengeafsnit flytter ind i det nye akutcenter.

18-09-2019

- Det her er Jens Jensen. Han er 73 år og netop blevet indlagt...

Afdelingssygeplejerske Jette Brodersen klapper kærligt på den stribede hospitalsdyne. Under den gør en livagtig dukke det ud for dagens patient, mens en flok sygeplejersker står klar omkring sengen.

Som det første sengeafsnit flytter Hjerteafsnit den 1. oktober ind i det nye akutcenter ved Regionshospitalet Viborg. Her får afsnittet helt nye rammer med ensengsstuer, nye medicinrum, skyllerum og teamrum og nyt udstyr til undersøgelse og overvågning af patienterne. Derfor er det helt afgørende at medarbejderne får trænet, så de kan finde rundt, betjene det nye udstyr og give patienterne samme gode behandling og pleje som hidtil, påpeger afdelingssygeplejerske Jette Brodersen.

- Vi ved fra vores kolleger andre steder i landet, at det betaler sig at træne på forhånd. Deres erfaring er, at det, man har trænet, går godt, mens det, man ikke får trænet, går knap så godt. Derfor træner vi på livet løs, siger hun og sender en stor tak til sygeplejerske Mette Qvortrup og overlæge Dorthe Møller, som har stået for det store arbejde med at planlægge simulationstræningen.

Kroppen husker også

- Så skal I finde EKG-apparatet, instruerer Jette Brodersen og sender efterfølgende de tre sygeplejersker på jagt efter først termometer og siden patienttøj, dyne og udstyr til hjerteovervågning.


Det er nemlig ikke nok bare at have fået at vide, hvor udstyret befinder sig i de nye rammer, pointerer hun:

- Kroppen husker også. Derfor er det vigtigt, at vi rent fysisk også går ruten fra sengestuen og hen efter tøjet, dynen eller udstyret.
I skyllerummet får sygeplejerskerne derfor lov selv at sætte bækkener og kolber i den nye bækkenvasker, ligesom de trykker på det nye patientkaldeanlæg og tester det nye blodtryksapparat i praksis.

- På den måde står vi langt bedre rustet, når vi lige om lidt skal gøre samme øvelse men for alvor og med indlagte patienter i sengene, vurderer Jette Brodersen.

Træning giver tryghed

I første omgang er det afsnittets plejepersonale, som træner i de nye rammer, men i den kommende uge fortsætter træningsseancerne med tværfagligheden som omdrejningspunkt. Her får læger, sygeplejersker, sekretærer og serviceassistenter mulighed for at øve de daglige opgaver sammen. Også afsnittets elever og sygeplejestuderende deltager i træningen, så de ligesom kollegerne er helt klar til flytningen, hvor høj patientsikkerhed vil være i fokus.

- Det koster utroligt mange timer at træne, så det trækker selvfølgelig nogle ressourcer, mens det står på. Men vi tror på, at det er givet rigtig godt ud. Med træningen kan medarbejderne føle sig meget mere trygge ved flytningen – og det samme kan patienterne, siger afdelingssygeplejersken.

Imens fortsætter øvelserne bag hende. Skabe bliver åbnet, knapper prøvet af og medicin fundet frem, inden næste hold kolleger står klar til samme øvelse. Alle skal være helt klar, når Hjertemedicin 1. oktober åbner i det nye akutcenter.