PETskanner02.jpg

Den nye PET/CT-skanner er en del af Fysiologisk Kliniks nye rammer i RH Viborgs akutcenter. Foto: Agata Lenczewska-Madsen

Patienter med dårligt hjerte, neurologiske lidelser, karsygdomme, kræft eller infektioner er blandt dem, der vil få gavn af den nye PET/CT skanner på Regionshospitalet Viborg.

09-10-2019

En klar forbedring for patienterne og en gevinst for hospitalet. Sådan betegner ledende overlæge Jan Abrahamsen den nye PET/CT skanner, som han og kollegerne i Fysiologisk Klinik netop har taget i brug.

- Den nye digitale PET/CT skanner hører til den nyeste generation og kan levere akkurate billeder på meget kort tid. For patienterne betyder det en hurtig og præcis diagnose. Samtidig kan mængden af det radioaktive sporstof til patienterne reduceres, siger Jan Abrahamsen.

For hospitalet betyder det samtidig endnu mere effektive undersøgelser og god udnyttelse af ressourcerne.

Hjerne, hjerte og kar

I første omgang er hospitalets nye PET/CT skanner blevet brugt i forbindelse med kræftudredninger, men fremover vil den også skulle bruges til skanninger af hjerne, hjerte og kar, fortæller Jan Abrahamsen.

- PET/CT skanneren er særlig velegnet til dynamiske undersøgelser, hvor man eksempelvis skal se gennemstrømningen i et hjerte eller i patientens blodkar eller undersøge hjernens aktivitet, forklarer Jan Abrahamsen.

Og netop de tre områder passer godt til Regionshospitalet Viborg, påpeger lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen.

- Regionshospitalet Viborg står allerede i dag stærkt inden for hjertesygdomme, neurologi og karkirurgi. Derfor er vi utroligt glade for, at den nye PET/CT skanner kommer netop de store og alvorligt syge patientgrupper til gavn, siger den lægefaglige direktør.

PET/CT skanneren vil dog også kunne benyttes i forbindelse med undersøgelser for blandt andet gigtsygdomme og autoimmune sygdomme.

En del af det nye akutcenter

Den nye PET/CT skanner er indkøbt til Fysiologisk Klinik i forbindelse med det omfattende kvalitetsfondsbyggeri på hospitalet i Viborg. Her er Fysiologisk Klinik netop flyttet ind på etage 3, hvor klinikken har fået markant bedre plads end hidtil. Samtidig er lokalerne skræddersyet til den højtspecialiserede afdeling, som undersøger og skanner patienter for en lang række af hospitalsenhedens øvrige afdelinger.

For afdelingens ledende overlæge, Jan Abrahamsen, har en PET/CT skanner længe stået øverst på ønskesedlen.

- Et moderne og fremtidssikret hospital handler ikke kun om at have gode fysiske rammer omkring hospitalets drift. Det handler i høj grad også om at have både den faglige ekspertise og det teknologiske udstyr, der skal til for at give patienterne den bedste undersøgelse og behandling. Og det har vi for alvor nu, siger Jan Abrahamsen.