190830 Brandøvelse_DSC4504_1040px.jpg

Både politi, brandvæsen, præhospital og hospitalets folk var i sving, da der fredag var brandøvelse på RH Viborg. Øvelsen skal bruges til at teste og gennemgå alle procedurer, så vi er helt klar, hvis en lignende situation skulle opstå i virkelighedens verden.


30-08-2019


- Jette, Jette – der er røg!


Alvoren er ikke til at tage fejl af, da en sygeplejerske på Hjerteafsnit fredag formiddag opdager en voldsom røgudvikling fra en sengestue på etage 6 i det nye akutcenter. Hurtigt får hun hevet fat i kollegerne, og i løbet af kort tid går de i gang med at evakuere alle patienter fra sengeafsnittet.

Heldigvis var der kun tale om en øvelse, da gangen i det nye akutcenter blev fyldt med røg, og patienterne på de forskellige sengestuer hostende og våndende måtte evakueres.
Hjerteafsnittet flytter først ind i de nye rammer til oktober, men allerede nu var der god grund til at øve en krisesituation, som også resten af hospitalet kan lære af.

- Med øvelsen træner vi at alarmere, evakuere og samarbejde med politi, brandvæsen og beredskab. Samtidig tester vi, om det tekniske udstyr virker, som det skal, forklarer ledende overlæge fra Akutafdelingen Jacob Stouby Mortensen, som dagen igennem observerede øvelsen, hvor både hospitalets folk, politi og brandvæsen fik mulighed for at teste beredskabet.

Patienter evakueret

Mens brandfolkene nedenfor hospitalet finder røgdykkerudstyret frem og gør klar til aktion, har læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter travlt med at evakuere øvelsens patienter. En enkelt bæres ud på madrassen, mens resten bliver kørt i hospitalssengene med iltapparat og pårørende ved siden af.

- Vi kobler lige lidt hjerteovervågning på dig, så vi kan holde godt øje med dig, mens vi er her, siger en sygeplejerske til en af patienterne, inden hun fortsætter sit tjek til de øvrige evakuerede patienter på gangen.

I løbet af øvelsen udvikler situationen sig løbende. En patient brænder inde, pårørende dukker op, slukningsarbejdet giver vandskade på etagerne under. Alt sammen for at skabe så mange benspænd og udfordringer, som en virkelig situation med brand på hospitalet ville kunne.

Hvad kan vi gøre bedre?

Mod slutningen af øvelsen ligger brandvæsenets vandslanger rullet ud på sengeafsnittets gang, mens de store ventilatorer blæser røgen ud gennem de åbne vinduer. De sidste scenarier bliver spillet igennem, inden øvelsesdeltagerne mødes for at evaluere. Hvad gik godt? Og hvad kan blive bedre?

- Det er jo en læringsproces, som vi skal evaluere på og lære af. På den måde kan vi se, hvad der virker, og hvad vi skal have justeret for at gøre det bedre næste gang, fortæller Jacob Stouby Mortensen, inden brandvæsenet ruller slangerne sammen og pakker røgdykkerudstyret ned.