15-08-2019
Armen i slynge kurerer et skulderbrud lige så godt som en operation med skinne og skruer. Det viser et omfattende studie fra Aarhus Universitet i et nordisk forskningssamarbejde.
Der er ikke noget vundet ved at operere en patient med et såkaldt forskudt brud på skulderen. Tre uger med armen i slynge, så skulderen holdes i ro, giver samme resultat. Det dokumenterer et nyt studie med forskere fra Aarhus Universitet, Regionshospitalet i Viborg samt en række universitetsafdelinger i Finland, Estland og Sverige. Studiets resultater er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift PLOS Medicine.
Resultatet baserer sig på et studie med 88 patienter over 60 år, som alle havde brud på skulderen af den type, hvor knoglerne forskydes. Det sker ofte ved fald på skulderen, og traditionelt bliver forskudte skulderbrud behandlet med en operation, hvor knoglerne sættes sammen med en skinne og metalskruer. I studiet blev halvdelen af patienterne opereret, mens den anden halvdel alene fik armen og skulderen støttet i en slynge. Alle 88 patienter fik genoptræning vejledt af en fysioterapeut og blev herefter fulgt i to år.
Operation bør undgås
Da studiet sluttede kunne forskerne konstatere, at der ikke var forskel på de to typer behandlinger, når man målte på patienternes egen vurdering af funktion, smerter og livskvalitet. Disse resultater var gældende allerede efter et enkelt år. Det fortæller den danske leder af studiet, professor i ortopædisk rehabilitering, Inger Mechlenburg fra Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital:
- Det er et tankevækkende resultatet forstået på den måde, at der ikke er forskel på opererede og ikke-opererede. De opererede har ikke bedre skulderfunktion eller færre smerter end de, som ikke er blevet opereret. Derfor må vi konkludere, at det er den mindst indgribende behandling, som viser sig at være den bedste. Når der ikke er forskel på patienternes evne til at klare daglige gøremål, deres smerteniveau eller livskvalitet med eller uden operation af forskudte skulderbrud, bør behandlingen med slynge alene være den foretrukne, da patienterne herved undgår operations-relaterede smerter og komplikationer, siger Inger Mechlenburg.
Hun er forberedt på, at resultatet kan give anledning til diskussion mellem fagfolk, fordi resultaterne udfordrer gængs praksis.
- Det er svært at ændre en klinisk praksis, især hvis det handler om at gå fra mere til mindre, siger Inger Mechlenburg. Derfor har det også været magtpåliggende for forskningsgruppen, at studiet er så omfattende, som tilfældet er.
- Studiets afsæt var helt grundlæggende at finde den bedste behandlingsform for netop denne type skade. Vi har tilvejebragt evidens for, at der ikke er en gavnlig effekt af operation, og det bør sundhedsvæsenets parter forholde sig til, siger Inger Mechlenburg.
Konservativ Behandling er velegnet til simple brud, mens komplicerede brud kræver operation
På Regionshospitalet Viborg har overlæge fra Ortopædkirurgi, Kaj Døssing, været med i forskningsprojektet. Han er ikke så overrasket over resultaterne.
- Grundlæggende har denne viden ikke ændret sig siden jeg blev uddannet. Til trods for, at der har været meget forskning omkring operation er vi alligevel tilbage til den viden, at simple brud bedst behandles uden operation. Jeg har altid haft en konservativ tilgang og opererer kun, hvis jeg forventer et bedre slutresultat ved operation. Vi bør altid vælge den bedste og mest skånsomme behandling for patienten, og i nogle tilfælde er det det bedste helt at undlade operation, siger han.
- Nogle kirurger er opdraget med, at det skal se anatomisk korrekt ud. For dem kan det være svært at forstå, at et forskudt brud kan have bedre af bare at hele af sig selv end at sætte bruddet korrekt sammen igen. Men det handler ikke kun om selve bruddet, men også om de sener og muskler, der sidder omkring skulderen. I øjeblikket har vi flere projekter her i afdelingen, der søger at belyse disse forhold ved brud på skulderen siger Kaj Døssing.
Ændringen af, hvornår man opererer og hvornår man behandler konservativt, er i fuld gang på Regionshospitalet Viborg hos Kaj Døssing og hans kolleger.
- Min opgave er at formidle videre til kirurgerne, hvad der i øjeblikket er bedst evidens for, og hvordan de forskellige typer af brud bliver behandlet bedst. Det er både en generel holdnings- og kulturændring blandt kirurgerne, vi er i gang med at skabe, forklarer overlægen.
Bag om forskningsresultatet:
- Studiet er et randomiseret kontrolleret studie.
- Den konservative behandling bestod af armen i slynge i kombination med genoptræning. Den kirurgiske behandling bestod af operation med skinne og skruer efterfulgt af armen i slynge i kombination med genoptræning.
- Patienterne havde såkaldte 2-parts forskudte skulderbrud.
- De 88 patienter i studiet blev fordelt ved lodtrækning. I gruppen af opererede blev tre re-opereret pga. komplikationer.
- Studiet er et samarbejde mellem universiteter og universitetshospitaler i Finland, Sverige, Estland og Danmark.
- De nærmeste danske samarbejdsparter er overlæge og ph.d.-studerende Kaj Døssing og fysioterapeut, ph.d. studerende Helle Kvistgaard Østergaard.
- Studiet er finansieret af The Academy of Finland, og i Danmark er studiet støttet af Dagmar Marshall Fonden.
- https://journals.plos.org/plosmedicine/