Animationsfilm 3 1040x680.jpg

20-06-2019

Fra 80 siders skriftlig information til patienter, der skal have foretaget en fedmeoperation på Hospitalsenhed Midt, til 6 animationsfilm af sammenlagt 9,28 minutter varighed. De nye film skal via tegninger gøre det lettere at være patient i et komplekst patientforløb, der begynder et halvt år før operationen og slutter flere år efter.

Er en fedmeoperation det rette valg for dig? Hvad skal du gøre før operationen? Og hvordan foregår operationen? Det er blot nogle af de spørgsmål, som de 6 nye animationsfilm giver svar på.

- Animationsfilmene er lavet for at gøre et meget komplekst forløb mere overskueligt for patienterne. De er også lavet, fordi mange patienter har svært ved at tygge sig igennem den skriftlige information, der er nødvendig for dem i forbindelse med forløbet. Så filmene skal hjælpe patienterne lettere igennem mængden af information, så de møder afklarede og forberedte op til deres tider på hospitalet i forløbet, siger Anne Tiedemann, der er patientinformationsredaktør på Hospitalsenhed Midt og tovholder for processen med at udvikle og implementere digitale patientvejledninger.

De nye animationsfilm er blevet udviklet som et pilotprojekt i et samarbejde mellem animationsmiljøet i Arsenalet i Viborg, Kommunikation og en gruppe medarbejdere fra Kirurgi samt Operation og Intensiv.

Hvorfor animation om en operation?

Animation er et alternativ til film med rigtig mennesker. Den tegnede verden i en animationsfilm kan lægge afstand til operationen og gøre, at billederne virker mindre voldsomme for modtageren, end hvis det var rigtige billeder af en operation. Med animation er det muligt i tegningsform at vise, hvad det er, der foregår inde i maven under operationen. For gennemsnitsdanskeren ville det være for meget blod at vise rigtige billeder fra en fedmeoperation.

Et af målene med animationsfilmene er også, at de skal give patienterne en større tryghed, fordi mange er nervøse for det forløb, de skal igennem. Og i filmene får patienterne syn for sagen i den visualiserede version af virkeligheden, hvor forløbet bliver skildret på en afdæmpet, rolig og overskuelig måde med tegninger.

Du kan se de nye animationsfilm om fedmeoperationer på www.fedmeop.hemidt.dk.