Med en målrettet indsats har Hospitalsenhed Midts køkken opnået fødevarestyrelsens økologiske spisemærke i sølv. Det markerer køkkenet med små overraskelser til patienter og kantinegæster torsdag den 21. februar.

07-02-2019

190207 Centralkøkken DSC3133 okosoelv 1040.jpg

Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

65 procent af de føde- og drikkevarer, som Hospitalsenhed Midts køkken indkøbte i 2018, var økologiske.
Dermed har køkkenet bevæget sig en tak opad på Fødevarestyrelsens økologiske barometer og gør sig nu fortjent til Det Økologiske Spisemærke i sølv.
Det Økologiske Spisemærke er et statskontrolleret bevis på, at et spisested satser på økologi. Sølvmærket fortæller, at mellem 60 og 90 procent af de indkøbte føde- og drikkevarer er økologiske.

- Det ligger os meget på sinde at kunne tilbyde vores patienter og kantinegæster måltider, der baserer sig på gode, økologiske råvarer. Det er sund fornuft, og det giver mening på alle måder, siger afsnitsleder Gitte Brandt Fogh Nielsen fra Hospitalsenhed Midts køkken. Køkkenet, som fysisk er en del af Regionshospitalet Viborg, leverer mad til patienterne på Hospitalsenhed Midts hospitaler i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive. Køkkenet driver også personalekantiner på hospitalerne i Viborg og Hammel. Kantinerne på hospitalerne i Silkeborg og Skive drives som socialøkonomiske virksomheder med eksterne samarbejdspartnere.

Økologi og økonomi

Hospitalsenhed Midts køkken opnåede Det Økologiske Spisemærke i bronze i 2016, da bageriet blev økologisk. Dengang var andelen af økologiske indkøb 30 procent. Dette tal er nu øget til 65 procent i 2018.
Gitte Brandt Fogh Nielsen oplyser, at det i denne omgang er kartofler, frugt og grøntsager, der batter på det økologiske regnskab.
- Kød og fisk har også vores store bevågenhed, men på de områder er det sværere at få økonomien til at hænge sammen. Økologisk kød og fisk er forholdsvis dyrere, og vores budgetter øges ikke, fordi vi satser på økologi. Det betyder, at vi må finde pengene på andre områder, siger hun.

Bæredygtighed 360 grader rundt

Det Økologiske Spisemærke forholder sig alene til indkøb. Men også faktorer som emballage og affaldshåndtering hører med i det store regnskab for køkkenets bæredygtighed.
- Alt vores madaffald kværnes og bliver omdannet til ny energi på biogasanlæg. Og vi har konstant antennerne ude for at finde gode og bedre emballage-typer. Det er ret komplekst, for vi er så at sige nødt til at vurdere produkterne på hele deres vej fra indløb til bortskaffelse, siger Gitte Brandt Fogh Nielsen.

Sølvmærket markeres

Torsdag den 21. februar markerer køkkenet, at Det Økologiske Spisemærke i sølv er i hus. Der er små overraskelser til patienterne – og små overraskelser i de sølvpyntede kantiner på regionshospitalerne i Viborg og Hammel.

Pressekontakt

Find pressekontakt, billeder, kommunikationspolitik og meget mere i vores presserum.