Fertilitetsklinikken i Skive har valgt at sætte ekstra fokus på sundhed og trivsel blandt personalet i 2019. Hver måned tager medarbejderne fat på en ny aktivitet.

11-04-2019 

Dansefitness, skridttæller-konkurrence og yoga. Idéerne på Fertilitetsklinikken i Skive er mange, når emnet er personalets sundhed og trivsel. Hver måned i 2019 har klinikken fokus på en ny aktivitet, som på en eller anden måde går ind under kategorien 'sundhed og trivsel'.

I februar nød personalet godt af NADA-akupunktur, efter at flere sygeplejersker i klinikken havde gennemført uddannelsen til instruktør i NADA-akupunktur. NADA er en metode, hvor man ved hjælp af nåle i ørerne giver stabilitet, bedre stress-håndtering, fokus og bedre håndtering af følelser og kognitive funktioner.

I marts fik klinikken besøg af en kostvejleder, som gav personalet et foredrag om kost, sundhed og motion. Efterfølgende har personalet fået tilbud om motion i naturen ad fire omgange, som har budt på gå- og løbeture samt forslag til, hvordan man kan styrketræne med egen kropsvægt ude i naturen.

- Aktiviteterne er et tilbud til alle medarbejdere på Fertilitetsklinikken. En sundere hverdag og gladere medarbejdere giver et bedre arbejdsmiljø og en trivsel i top. Det er en god anledning til at få nye medarbejdere ind i flokken, men det er også en måde at gøre noget ekstra for at fastholde de medarbejdere, som har været her i mange år, siger Betina Boel Povlsen, leder af Fertilitetsklinikken i Skive.

Personalet kommer selv med forslag til aktiviteter, der kan fremme sundheden og trivslen på arbejdspladsen, og her i april står en medarbejder for at lære sine kolleger dansefitness, som kombinerer dans og styrketræning med egen kropsvægt.