180819-Fysiologi-flytter---portræt-af-Jan-Abrahamsen_DSC3120_1040px.jpg

Foto: Agata Lenczewska-Madsen

Ledende overlæge på Fysiologi Jan Abrahamsen er blevet tildelt Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklear Medicins ærespris. Han får prisen for sit store engagement inden for klinisk fysiologi og sit arbejdet med at sikre patienterne korrekt diagnose.

25-09-2019

En utrættelig ildsjæl, som kæmper for både fag og patienter.

Sådan beskriver Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklear Medicin ledende overlæge Jan Abrahamsen. Og på den baggrund har selskabet netop tildelt ham selskabets ærespris.

Jan Abrahamsen blev uddannet læge fra Syddansk Universitet i 1984 og indledte sin karriere med forskning og doktordisputats. Siden har han blandt andet arbejdet på klinisk fysiologiske afdelinger i Odense, København og Århus, inden han i 1998 blev ansat på hospitalet i Viborg, hvor han i første omgang var en del af den daværende Billeddiagnostisk Afdeling (i dag Røntgen og Skanning).

I 2003 blev Klinisk Fysiologisk Afdeling oprettet som selvstændig afdeling med Jan Abrahamsen som ledende overlæge. Siden er specialet vokset i Viborg, hvor afdelingen i dag hedder Fysiologi og driver Fysiologisk Klinik. Jan Abrahamsen er i dag leder for 30 medarbejdere, og afdelingen er under konstant udvikling. I løbet af 2019 har Fysiologi således blandt andet overtaget en række aktiviteter og medarbejdere fra Regionshospitalet Randers, ligesom afdelingen netop er flyttet i nye, skræddersyede og markant større rammer i det nye akutcenter.

I afdelingen gennemføres blandt andet DEXA-skanninger af knogleskørhed, ultralydsskanninger af blodårer og leverfunktion, skanninger for urinvejslidelser samt undersøgelse af lungefunktion og hjerte- og kredsløbssygdomme.

Sideløbende med sit daglige virke i Viborg har Jan Abrahamsen markeret sig som en aktiv og efterspurgt underviser inden for sit fag, ligesom han i 10 år var formand for efteruddannelses-udvalget under Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklear Medicin. Jan Abrahamsen har desuden været aktiv i det faglige arbejde; blandt andet som næstformand for fysiologernes selskab.

I hele sin karriere har Jan Abrahamsen været en brændende fortaler for, at specialet klinisk fysiologi/nuklearmedicin skulle handle om andet og mere end blot nukleare undersøgelser og granskning af billeder. For Jan Abrahamsen er kontakten med patienter og blikket for fysiologien helt uundværlige faktorer i faget.

Den ledende overlæge beskriver selv sin afdeling som hospitalets detektivbureau, som hjælper med at finde årsagen til de symptomer, patienterne oplever – så specialisterne på de øvrige afdelinger kan finde frem til den rette behandling.

Jan Abrahamsen fik overrakt æresprisen i forbindelse med årsmødet i Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklear Medicin.