Din egen læge sender dine oplysninger videre til hospitalet.
Du får herefter en tid til 1. trimesterskanning (også kaldet "nakkefoldsskanning") når du er mellem 11. og 13. graviditetsuge. Undersøgelsen foregår enten i Kvindeklinikken på Regionshospitalet i Viborg eller i Silkeborg.
Til 1. trimesterskanningen vurderer vi:
- Er der liv?
- Hvor mange fostre er der?
- Hvad er terminsdatoen?
Hvis du ønsker en vurdering af risiko for kromosomfejl, måler vi også tykkelsen på fosterets nakkefold til skanningen.
Hvis der kræves yderligere undersøgelser som moderkageprøve eller blodprøve aftales det med det samme.
Hvis alt er normalt, får du tid til en ny skanning omkring uge 20.
Hvis der er grund til ekstra kontroller eller skanning, vil det også blive aftalt.