Din fertilitet nu og i fremtiden

Der er desværre midlertidigt lukket for tilmeldinger til fertilitetsrådgivning i en periode på grund af overvældende interesse, der giver 3 års ventetid. Hold øje med denne side for at se, hvornår vi åbner for tilmeldinger igen.

Fertilitetsrådgivningen er et tilbud i Region Midtjylland, som foregår ved Fertilitetsklinikkerne på Regionshospitalerne i Skive og Horsens.

Her kan du få en individuel vurdering af din fertilitet og en rådgivning i forhold til, hvad du selv kan gøre for at bevare og eventuelt forbedre fertiliteten. Du kan desuden få information om mere generelle faktorer, der har betydning for mænds og kvinders fertilitet.

Du kan henvende dig uanset om du er mand eller kvinde og du kan komme alene eller sammen med en partner.

Du skal ikke have en henvisning fra din praktiserende læge, men kan selv bestille en tid ved Fertilitetsrådgivningen.

For at kunne bruge tilbuddet om fertilitetsrådgivning skal du:

  • Bo i Region Midtjylland
  • Være mellem 18-40 år, hvis du er kvinde, og mellem 18-45 år, hvis du er mand

Du kan IKKE bruge tilbuddet om fertilitetsrådgivning hvis:

  • Du allerede ved, at du har et fertilitetsproblem
  • Du har en gynækologisk sygdom/tilstand, fx nyopstået blødningsforstyrrelse
  • Du og din partner har forsøgt at blive gravid i mere end 6 måneder
  • Du ønsker vejledning om prævention

Tilbuddet hos os er udelukkende en rådgivning i forhold til din nuværende og fremtidige fertilitet. Derfor kan du ikke komme i fertilitetsbehandling via Fertilitetsrådgivningen. Hvis du har brug for fertilitetsbehandling, vil du i stedet være bedre og hurtigere hjulpet ved at kontakte din egen læge.

Du skal også kontakte din egen læge i stedet for Fertilitetsrådgivningen, hvis du ønsker vejledning omkring prævention eller har brug for udredning i forhold til et gynækologisk symptom.

Sådan foregår rådgivningen

Fertilitetsrådgivningen foregår på Fertilitetsklinikkerne på Regionshospitalerne i Skive og Horsens. Du bestemmer selv, hvilken af klinikkerne du ønsker rådgivning hos.

I Skive afholdes rådgivningen kl. 15.00-18.00 i ulige uger.

I Horsens har vi åbent kl. 15.30-18.30 på en onsdag i den første halvdel af måneden.

Der kan forekomme enkelte afvigelser fra dette.

Vi holder lukket i vinterferien (uge 7), uge 28-29-30-31, efterårsferien (uge 42) samt i forbindelse med jul og nytår.

Du kan ikke møde op uden at have aftalt en tid med os i forvejen.

Hvis du kommer alene er der afsat ½ time til din rådgivning og hvis I kommer som et par er der i alt afsat 1 time til jer.

Fertilitetsrådgivningen i Region Midtjylland er et tilbud, der ikke er omfattet af den såkaldte behandlingsgaranti. Der er derfor ingen garanti for, at du kan få tilbudt fertilitetsrådgivning indenfor en bestemt tidshorisont. Tiderne vil blive fordelt efter ”først til mølle”-princippet og i tilfælde af stor efterspørgsel, kan der være perioder med lang ventetid.

Fertilitetsrådgivning til kvinder

Fertilitetsrådgivning til mænd